Detailhandel

Lukkelov spøger

Arbejdstiden kan meget let blive et alvorligt stridspunkt ved de igangværende overenskomstforhandlinger på handelsområdet.

Arbejdsgiverne vil meget gerne have en endnu mere fleksibel arbejdstid. På butiksområdet vil arbejdsgiverne for eksempel gerne kunne holde endnu længere på de ansatte - også på ubekvemme tidspunkter - før de skal betale tillæg. Der er ingen tvivl om, at det er lukkeloven, der spøger. Regeringen har indgået forlig med Dansk Folkeparti om i første omgang at lempe lukkeloven for så helt at ophæve den fra 2012. Herefter skal butikkerne kun holde lukket på de kirkelige helligdage. Folketinget er nu i gang med at behandle lovforslaget. V, K og DF har flertal, så loven bliver uden tvivl vedtaget. Derfor er arbejdsgiverne meget opsatte på at kunne slippe så billigt som muligt fra længere åbningstider, når det handler om personalet. Den køber HK Handel selvfølgelig ikke. Arbejde efter klokken 17.45 bliver ikke mindre ubekvemt for ansatte, fordi lukkeloven er væk. På samme måde vil vi arbejde for at sikre den kompensation for arbejde på søndage, som nogle arbejdsgivere også er ude efter. Også lønnen er vigtig. Undersøgelser viser, at mange ansatte i handelen slet ikke får den årlige lønforhandling, de har krav på. Det er klart, at det har negativ betydning for lønudviklingen. Derfor ønsker HK Handel, at arbejdsgiverne får pligt til at holde årlige medarbejdersamtaler, hvor også lønnen bliver et emne.