EMNER

Lukkeloven bør bevares

Det er besynderligt, så egoistisk den elitære del af befolkningen – herunder især Venstre-folk – er, når de ønsker at kunne handle på alle ugens dage og aftener og hver søndag.

I TV-Avisen søndag aften hørte man bl.a., at Venstre vil have en total liberalisering. De Konservative er mere forsigtige på spørgsmålet om afskaffelse, for de ved, at de vil blive straffet af deres kernevælgere, og Socialdemokraterne vil heller ikke slippe godt af sted med det, herunder især i forhold til de ansatte. Det Radikale Venstre ved Morten Helveg var mere forsigtig og mener, at det skal være op til forbrugerne, men også med respekt for de tidligere beslutninger ved afstemninger på DRV's landsmøder. Landdistriktspolitikken har fået lidt af et gennembrud med udvikling i de tyndt befolkede områder, og her vil en afskaffelse af lukkeloven være med til at stoppe den gode udvikling, så det var måske også klogt for Venstre at tøve en kende med deres liberalisering. Med næsten fuld beskæftigelse vil det også være tåbeligt at bruge arbejdsressourcerne på den måde, når der er brug for dem i de eksporterende erhverv og i den offentlige sektor – her daginstitutioner, skoler og ikke mindst på sundhedsområdet.