Børnepasning

Lukker børnehave i Langholt

Landsbyen mister den ene af sine to børnehaver, men forældrene havde ventet, at det ville ske.

Ifølge oplægget for Aalborg Kommunes budget 2010 må landsbyen Langholt snart nøjes med at have en og ikke to børnehaver, men det kommer ikke bag på forældrene. - Vi har længe vidst, at det ville gå den vej, fordi der ikke er børn nok i byen til to børnehaver, forklarer Tina Thygesen. Hun er formand for forældrebestyrelsen i børnehaven Pilfinger, som er udset til at lukke. - Det har sådan set intet med budget og besparelser at gøre, men med et for lavt børnetal, siger hun. Børnehaven Pilfinger har plads til 20 børn, men vil per 1. december blive benyttet af blot 11 børn. Langholts anden børnehave, Trylleskoven, har 40 pladser, men per 1. december 26 børn. Derfor kan Trylleskoven sagtens give børnene fra begge institutioner en god hverdag, også mange år frem i tiden, oplyser børne- og familiechef Hans Christian Mariegaard.