Lukker for karneval

Handlende på Boulevarden foreslår karnevalsstart rykket

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Claire Ørbæk, Benetton - har lukket.

Karnevalet i Aalborg koster i dag butikkerne på Boulevarden anselig summer. For første gang har mange af dem slet og ret valgt at holde lukket. Skilte i butiksvinduerne taler deres tydelige sprog. Nøglen er drejet om hos både Synoptik, Lyset, Liberty og mange andre steder. - Situationen er umulig. Vi er spærret inde bag hegn. Folk kan ikke komme rundt og holder sig derfor væk, siger indehaveren af Liberty, Grethe Krogh. En stor del af hendes kunder kommer udefra. Hun skønner det drejer sig om 70 pct. Hun anslår sit omsætningstab til mange tusinde kroner denne formiddag. Toiletbesøg Med lukning slipper de handlende ikke alene for at skulle stille op til en dag med næsten ingen købere, men også for berusede karnevalsdeltagere, der raver rundt i blandt deres varer for at låne et toilet, og det der er værre. Nogle forretter deres nødtørft i opgange. Aase Thomsen fra Aalborg Helsekost har officielt meldt ud, at også hun holder lukkedag, men døren vil stå på klem. Hun vil selv være til stede for at følge optoget. - Vi er ikke imod karnevalet. Det er et aktiv for byen, og det er vi alle glade for, siger hun. - I respekt for os handlende burde man beslutte sig for at udskyde karnevalsstarten til kl. 13. Så kunne vi have vores formiddagshandel og fri til at nyde begivenheden om eftermiddagen, siger Aase Thomsen. Tidligere start Problemerne er tilsyneladende tilspidset, eftersom tidspunktet for karnevalsoptoget gennem byen er rykket frem. Tidligere skete det ved middagstid. Nu er det rykket frem til midt formiddag, og folk begynder deres vandringer gennem byen endnu tidligere ofte iført en pæn promille. Der er tradition for, at karnevalsdeltagere mødes tidligt i smågrupper for at lægge bunden. Claire Ørbæk, daglig leder af Benetton, har også besluttet sig for at lukke butikken. - Vi handler med børnetøj, og der er ingen familier, der tager deres børn med på tøjindkøb sådan en formiddag. - Vi kan ikke bare sige, at vi er oplyste og frisindede, og at det går nok alt sammen. Det koster os. Tumult overalt - Det er en formiddag, hvor der er tumult overalt. Sidste år så min far på, hvordan en mand stod og sparkede på en anden. Ingen kom til undsætning, for hjælpen kunne ikke komme frem, fortæller hun. Claire Ørbæk glæder sig trods alt til en fridag og til selv at være en del af optoget. SkoMadsen, Flemming Madsen, i Vingårdsgade 2 holder i forvejen lukket om lørdagen, men har gjort sig nogen tanker om, hvordan han bedst beskytter sin facade. - Jeg kunne jo sætte noget trådhegn op, men det tisser de vel bare igennem, siger han. Sidste år tog han en pige i at sidde og tisse på hans trappesten, Han skyllede efter med en spand vand, mens hun sad der. Direktør for Aalborg City, Flemming Thingbak, er opmærksom på, at der er problemer på Boulevarden, men slår fast, at det ikke gælder hele byen. - Vi opfordrer ikke til at holde lukket generelt. To muligheder - Øvelsen kunne være at finde en model, som alle 350 butikker under Aalborg City kan leve med. Enten kan man sige, at karnevalet først begynder efter kl. 12, eller at alle butikker først åbner kl. 12, siger han. - Karnevalet er et godt brand for Aalborg, og vi plejer at have et godt samarbejde med karnevalsforeningen om opsætning af plakater og lignende, men i år har vi ikke hørt noget fra dem, siger citydirektøren.