Lukning kom før end forventet

Elling Skole lukker på fredag. Eleverne skal til Strandby, og skoleleder Lars Lundgren bliver ny chef på Heldagsskolen i Frederikshavn

Lars Hofmeister
- Netop på grund af den gave, som Elling fik i form af en stor institution, var medvirkende til, at paraderne blev sænket, siger skoleleder Lars Lundgren. Arkivfoto: Bente Poder
Elling 23. juni 2015 10:04

ELLING: I 1988 åbnede Elling Skole, så det er en forholdsvis ung skole, der lukker og slukker på fredag.

Lukningen er en del af den omfattende strukturændring på skoleområdet i Frederikshavn Kommune, men selv om skolen i Elling har været truet af lukning over flere omgange, kom ”indgrebet” alligevel lidt hurtigere end forventet.

Lars Lundgren blev ansat som leder på Elling Skole i slutningen af 2012, og han vidste godt, at skolen hørte med til de ”lukningstruede”.

- Men jeg havde nok regnet med, at jeg skulle være her i fem eller seks år, inden forvaltning og politikere begyndte at blive konkrete og snakke om lukning. Alt i alt kan man sige, at en lille skole kan nogle ting, som ikke kan lade sig gøre på en stor skole. For eksempel er det en kæmpe fordel, at vi kender både elever og forældre så godt, som vi gør her i Elling.

- Men jeg er samtidig nødt til at sige, at med den nye skolereform er det på flere områder blevet sværere at være en lille skole - for eksempel, når det handler om lærernes mulighed for at udvikle sig i forbindelse med kollegial og faglig sparring, siger Lars Lundgren, der erkender, at stemningen på Elling Skole har været noget mere fredelig end på andre lukningstruede skoler.

En slags erstatning

Ret hurtigt i forløbet stod det nemlig klart, at Elling får en slags erstatning i stedet for skolen. Det sker i form af en institution med plads til 150 børn, som om kort tid rykker ind på Elling Skole.

- Det var jo en gave, som Elling fik, hvilket bevirkede, at paraderne i byen blev sænket. I Elling har der jo for eksempel heller ikke været snak om at oprette en friskole, siger Lars Lundgren, der dog også har andre forklaringer på de rolige tilstande i Elling.

- Når børnene er færdige med 4. klasse, skal de fortsætte på Strandby Skole. På den måde har der været et samarbejde mellem de to skoler i mange år. Og forældrene har jo altid vidst, at opholdet på Elling Skole er på lånt tid, for efter 4. klasse er det videre til Strandby. Så de erfaringer og gode oplevelser, der har været i forbindelse med det samarbejde, har nok også været med til at give lidt mindre modstand, siger Lars Lundgren.

Samtlige 90 elever på Elling Skole skal efter sommerferien fortsætte på Strandby Skole, mens de ansatte er blevet spredt rundt på kommunens øvrige skoler.

Lars Lundgren er blevet ansat som skoleleder på Heldagsskolen i Frederikshavn, der rummer børn, som på grund af adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer ikke fungerer hensigtsmæssigt i den almindelige folkeskole.

Men inden elever og ansatte siger tak for denne gang, holder Elling Skole afslutning på fredag, hvor for eksempel forældre og elever skal spise morgenmad sammen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...