Lukning trodser fornuft

I dag lukker så Alexandraskolen. Den private skrædder- og designerskole giver en helt ny mening til den gamle fabel om ”Den tapre skrædder”. For hvor skrædderen i fortællingen smækkede syv fluer med ét slag, så har undervisningsministeren kunne nøjes med ét smæk til Alexandraskolen.

Det trodser enhver fornuft, at skolen må dreje nøglen om. Det er ganske uforståeligt, hvorfor lige netop en borgerlig regering har set sig så sur på skrædder- og designskoler, at ikke bare Alexandraskolen lukker, men formentlig også to tilsvarende i Århus og Vesthimmerland. Især er det paradoksalt, når disse private skoler reelt ikke koster samfundet andet end den uddannelsesstøtte (SU), som eleverne kan få. Det er ikke sådan, at de masseproducerer sociale tabere. Tværtimod. Ikke bare var mange i gang med yderligere uddannelse; der var i 2003 næsten 60 pct. af Alexandraskolens dimittender, der var i job eller havde selvstændig virksomhed. Skolens erfaring er, at eleverne tit ender som enten selvstændige eller f.eks.som kostumesyersker eksempelvis ved de store engelske teatre i London. At nogle umiddelbart efter uddannelsen i korte perioder har job uden for deres egentlige kompetenceområde kan ikke være et problem. For det får de i reglen i anden omgang. Det er det korte perspektiv, der ødelægger enhver fornuftig omgang med uddannelser som Alexandraskolen. For der er mange uddannelser, der måtte lukke, hvis eleverne lige efter uddannelse ikke gik direkte ud og fik ”uddannelsesrelevant beskæftigelse”. Desuden er det et spørgsmål, om man overhovedet skal tænke så snævert. Det giver mindelser om sidste gang, Bertel Haarder var undervisningsminister og fik lukket uddannelsespladser på seminarier og medicin – hvad der svier til os den dag i dag. Man har lidt en fornemmelse af, at det dér syning kan være meget godt, men så kan de unge da gå på aftenskole... Det er ikke nogen heldig udvikling at lukke vore små og store kreative oaser. Samtidig bliver et helt, stolt erhverv truet, hvis ikke vi sørger for at få ny mennesker uddannet og ind i faget. Man kunne have givet skolen en dispensation, hvor man kunne have justeret uddannelsen i en retning, der mere handler om skrædderi og design. For selv om hovedparten af vores tøj bliver syet i det fjerne Østen, bliver det jo fortsat designet og udviklet i Vesteuropa. Og når regeringen nok snart igen gentager, hvor meget den støtter unge menneskers lyst til at blive iværksættere, så kan de tidligere elever på Alexandraskolen ikke bruge det til noget som helst. Inden lysene slukkes, er der grund til at takke Alexandraskolen og skolens leder, Birte Jørgensen, og hendes dygtige stab af medarbejdere og hele den kreds af Alexandraskolens venner, som har gjort det så flot og skaffet positiv omtale af Frederikshavn. Især det sidste år, hvor skolen kun har kørt med ét hold, har det krævet en kraftanstrengelse. Der er ingen tvivl om, at skolens ry og gode rygte er nået langt ud over kommunegrænsen. Det har ikke mindst givet genlyd, når den har holdt de store gallaopvisninger på Knivholt. Men jeg ser frem til at se, hvilken kreativitet de unge designere og skræddere kan fremvise ved aftenens sidste show. [ Bjarne Laustsen, Drosselvænget 2, Støvring, er folketingsmedlem (S).