Turisme

Luksus-nomader til træf

540 autocampere med gråt guld har indtaget Aars.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Autocampere er afslappede. Og ofte pensionister som vennerne her. Hanne Kringel fra Tylstrup (tv.)nyder kaffen hos venneparret Inger og Laurits Christensen fra Sæby. Foto: Thomas Hansen

"Tag dit hus på ryggen og gå". Havde det været en autocamper og ikke en lam Jesus havde talt til, så det berømte bibelcitat måske sådan ud. For der er dårligt noget autocampere hellere vil at tage deres hus på ryggen og tage et andet sted. - Det er friheden ved det, der tiltaler os. At vi bare kan sætte os ind i bilen om et øjeblik og så er vi af sted, fortæller Hanne Kringel og lader for en stund kaffekoppen stå på bordet på marken bag Kultur & Messecenter Aars. Bordet står ved vennerne Laurits og Inger Christensens store, flotte autocamper. I dag falder den dog ikke ligefrem i øjnene. Det er der ingen ting der gør her mellem 540 autocampere opstillet i brandsikre geledder. En del af dem fordelt ved stadions øvebaner og på Aars Camping. Autocamperen var en af de få, der ikke var forladt fredag eftermiddag. De fleste gæster benyttede sig nemlig af byens tilbud om at tage det flittigt pendlende minitog ind til centrum for at se på butikker, spisesteder, værtshuse og udstillinger. Aldrig til besvær Hanne Kringel bor til daglig i Tylstrup ved Aalborg og er blevet ganske bidt af ferieformen. - Vi har haft autocamper siden 1996. Jeg er endda blev formand for den nordjyske del af autocamperforeningen. Det har jeg ikke noget imod, for det er rigtigt rare mennesker at have med at gøre, fortæller hun. Laurits og Inger Christensen fra Sæby er også ved at gro sammen med den mobile livsform. De ser stort set kun fordele ved at leve i det firhjulede hjem. - Skal vi for eksempel til sølvbryllup ved vi, at vi ikke ligger nogen til last. Så kører vi over i autocamperen og sover der, siger vennen Laurits Christensen, og suppleres af hustruen: - Du er også kommet hjem og har spurgt , om ikke lige jeg kunne lave noget mad. Så kører vi ned på havnen i autocamperen og spiser der. Det er hyggeligt, siger Fru Inger. De fire i venneparrene er alle noget grå i toppen og med lønkonto afløst af pensionskonto. Det er langt det mest almindelige for autocampere. - Det er vel op mod 90 procent, der tilhører "det grå guld". Men den findes også i en familieudgave med køjer til børn, fortæller Niels Ole Carlsen fra PB Scandi Mobil. Firmaet fra Allingåbro tilbyder det hele. Også løsninger, hvor bilen afhentes i Tyskland og sparer meget i afgift. Det betyder dog at man ikke må køre med den på ferie i Danmark. - Mange af dem, der køber autocamper, er ældre der har haft campingvogn eller især båd. Nu gider de ikke alt bøvlet, men vil gerne have udelivet, fortæller sælgeren, der selvsagt selv har en camper derhjemme. Mange på pladsen ser sig selv som moderne nomader. og man behøver nok ikke lede længe blandt beduiner for at finde nogen, der godt vil bytte deres kamel for en autocamper. Udover komfortable sæder har mange også indbygget toilet og bruseniche, ligesom der er sikkerhedsseler ved spisebordet, så man kan sidde der under kørsel. Det kræver sin kamel at konkurrere med det.