Luksus på landet

Venindepar åbner modebutik på gård

Charlotte Rørth
Det bliver mødestedet for kvinder fra Århus til Aalborg, spår Ann Dalby (th) og Anne Hjorth om deres gårdbutik Provoke, hvor de også kan huse pigeklubber i pejsestuen, hvor de hen over efteråret desuden byder på foredrag om mange emner fra spiritualitet til rynkereduktion og børnetegninger samt modeshows. Det første holdes søndag 2. september.FOTO: MICHAEL BYGBALLE
EMNER 23. august 2007 06:00

SKELUND: Gården ligger som de andre midt mellem markerne, men i stalden kurrer det af kvinder fremfor køer, heste eller høns. Inde bag de sirligt malede staldvinduer står ingen dyr, men kridhvide mannequindukker klædt i modetøj fløjet, kørt og båret ind fra nogle af de dyrere adresser i ind- og udland. - Det er altså sådan noget her, vi kvinder har brug for, forklarer Ann Dalby, 46 år, tidligere ejer af Dalby El og VVS samt Punkt 1 i Hadsund, som på lørdag åbner den noget specielle gårdbutik Provoke på Mølbakvej 56 sammen med veninden Anne Hjorth, 41, fhv. kvalitetssikringschef. Her skal være tøj til voksne kvinder, der vover, og som ikke gider kaste penge ud på noget i hast. Her findes de dyrere mærker, der holder og sidder og er smartere end de billigere. Her er sko, smykker, kosmetik. Men det er ikke bare en butik. Kvinderne skal komme her som gæster, lyder ideen fra de to, der derfor arrangerer pigeaftener, foredrag, shows med mere. - Det bliver et sted, man tager hen med veninderne, håber Anne Hjorth. Lige nu går de og gør det allersidste klar, men det er ikke meget, der mangler. - Nej, der er ro på, forsikrer Ann Dalby. Tid og god service Her er nymalet, nyt sort tæppe lagt overalt, små borde med levende lys og blomster og tilhørende stole sat rundt omkring med udsyn til de lange stænger med tøj, der hænger sirligt, hvor dyrene en gang stod og gumlede. De to damer har erfaringerne med sig, og de bruger dem. Ikke kun erfaringerne fra deres arbejdsliv, som kommer dem til gavn, selv om det er anden branche. Også viden hentet i privatlivets levede år trækkes med ind i stalden. - Voksne kvinder vil se godt ud, men vi gider ikke gå ind i en butik, hvor ekspedienterne er unge, der er en travl stemning, et lille prøverum og ikke ret stort udvalg. Vi vil have tid og god service, forklarer Anne Hjort, mens hun viser rundt inde i prøverummene, hvor der er plads, borde, stole, spejle, tøjstativ, badekåbe og maveklemmende trusser. - Her har vi ingen tabu’er. Kvinder kan se ud, som de gør, og vi kan snakke åbent om det. Bukserne her holder maven ind, og så ser kjolen flottere ud, fortsætter Anne Hjorth. Her er plads, og her skal være tid. Kvinderne skal kunne prøve og prøve, spørge og lytte og prøve igen. - Vi vil bruge tid på at vejlede. Det er ikke billigt tøj, det er en investering, men det er også mere end bare tøjet, de køber. De skal gå herfra med en glæde over, at de ser flotte ud, siger Ann Dalby. - De er jo flotte, men skal nogle gange lige provokeres lidt til at prøve noget andet - det er derfor, vi hedder Provoke, tilføjer Anne Hjorth. Formålet med butikken har stået klart for dem begge længe, selv om ingen af dem er fra modebranchen. De kunne se på dem selv og deres veninder, familier og kolleger, at der manglede en butik til dem. Og branchen har været positiv, erfarer de. - Alle har været optagede af selve konceptet med godt tøj, god tid og så herude på en gård, så vi har fået de mærker, vi ønskede os, fortæller Ann Dalby. Rützou, Bitte Kai Rand, Tommy Hilfiger og Max Mara er blandt de kendte mærker, hvor en trøje eller en skjorte typisk koster 1000 kr. Men tiden er til det, tror de to, der har satset et ukendt beløb på forretningen. - Det er mest knofedt, det koster at gå i gang. Og så et par mænd, der bakker op, siger Ann Dalby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...