Luksusmobil til vandplask
Sony klar med 4G-smartphone, der kan overleve en tur i ølglasset

Sony Xperia V - ny smartphone, som godt kan tåle at blive våd.
MOBIL:Hvis du er fumletypen, der taber din mobiltelefon ned i fadbamsen, når du forsøger at charmere blondinen i baren, så er der hjælp at hente.
Det er faktisk muligt at købe vandtætte mobiltelefoner, og en af dem er nye Sony Xperia V.
Vi har tidligere testet vandtætte Sony Xperia Go, og den var god nok - den kunne godt holde til en kort tur i et vandglas uden at miste strømmen. Og uden at gå i stykker.
Det skal du til gengæld ikke prøve med en iPhone eller andre smartphones, der ikke er bygget til den slags løjer.
I den høje ende
Sony Xperia V er i en højere klasse end Xperia Go, også prismæssigt. Mens den lidt ældre Go nu koster fra ca. 1800 kroner, er Xperia V over dobbelt så dyr. Den er set på nettet til priser fra 3800 kr., altså ”high-end”-segmentet, hvor man også finder mange andre topmobiler fra andre producenter.
Sony Xperia V har flere tricks i ærmet end blot at kunne klare en tur under vand. Den har 4G/LTE, og hvis du kan få et 4G-abonnement hos dit mobiltelefonselskab, skulle det - i hvert fald teoretisk - være muligt at downloade data med op til 100 MB/s til mobilen, hvis mobildækningen er i top. Dét er hurtigt.
4G er som bekendt afløseren for 3G, og flere og flere mobiltelefonselskaber tilbyder nu 4G-mulighed. Fordelen med 4G er, at man kan overføre store datamængder med høj hastighed.
Vi har ikke haft mulighed for at teste Sony-mobilens 4G-ydeevne og har heller ikke kastet den i et vandglas, men som sagt kunne Xperia Go klare vandplaskeriet, så vi sætter vores lid til, at Xperia V også kan.
Glimrende kamera
Til gengæld har vi testet Xperia V-mobilens indbyggede 13 megapixel-kamera, og det er ganske glimrende. Det samme er den 4,3 tommer store touchskærm, som har en opløsning på 720 x 1280 pixels. De medfølgende videoklip ser aldeles glimrende ud på skærmen.
Det er muligt at optage video i HD-kvalitet (1080 pixels/30 fps).
Sony Xperia V benytter Android version 4.0.4 (”Ice Cream Sandwich”) som styresystem, og det kan opdateres til version 4.1 (”Jelly Bean”). Så kan man undre sig over, at Sony ikke allerede har installeret den nye version 4.1 på mobilen.
Det er nok en smagssag, hvilket styresystem, man foretrækker på sin smartphone, men de tre store - Googles Android, Apples iOS og Microsofts Windows Phone 8 - er alle kompetente og potente systemer. Her tæller det ofte mest, hvilke ekstra apps, man kan hente til mobilen, og på det område fører Apple og Googles Android.
Lidt for lidt hukommelse
Android version 4.0.4 fungerer glimrende, også på denne mobil, og alt i alt er det her en Android-mobil i den øvre ende.
Designet er elegant - Sony har fundet sin egen ”rektangulære” stil, dog her med afrundede hjørner.
Mobilen vejer 120 gram, men føles alligevel forholdsvis let, da den er så stor. Og i øvrigt forholdsvis tynd, kun knap 11 mm. Alligevel kan batteriet tages ud, og det er en fordel, hvis man på et tidspunkt slider batteriet op og skal have et nyt.
Det er muligt at forbinde mobilen til sit TV, men det kræver et særligt adaptorkabel, som ikke fulgte med. Der mangler en standard mini-HDMI-udgang.
Den indbyggede hukommelse er ”kun” 8 GB, og det er i underkanten for en mobil i den kaliber. 16 GB havde været mere passende.
Dog er det muligt at putte et microSD-kort i, op til 32 GB.
Hård konkurrence
Derudover har Sony Xperia V alt det, andre top-smartphones også har. F.eks. A-GPS, Wi-Fi, FM-radio med RDS osv., osv.
Konklusionen er, at Sony Xperia V ikke en nogen teknologisk revolution, men et godt bud på en moderne Android-smartphone i den dyre ende. Men det er et prisleje, hvor konkurrencen er benhård, og hvor det nok mere er en smagssag, hvilket mobilmærke man vælger.
Apples iPhone 5, Samsungs Galaxy SIII og Nokias Lumia 920 er tre andre bud, hvis man vil have en god topmobil i denne høje prisklasse. Så det er værd selv at prøve alle de modeller, inden man vælger sin nye (dyre) smartphone.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.