Forbrugerpolitik

Luksusvask med rabat

140 kroner for en luksus bilvask lyder af meget. Men det behøver det ikke at koste så meget. Alle selskaber har store rabatordninger

En lav pris på en bilvask kan flytte kunder. Det ved de hos de store benzinselskaber. Derfor fylder annoncer for billigere bilvask meget. Vi har taget en tur rundt for at se, hvad de enkelte stationer tilbyder netop nu. Metax og UNO-X er selskaberne med klart de laveste priser. Har man for eksempel et Metax kort, kan man få bilen vasket til 25 kroner. Umiddelbart er det halv pris af, hvad det koster hos de store selskaber. Den dyreste vask med lakforsegling koster 95 kroner, hvis man har Metax kort, hvilket er mellem 40 og 50 kroner billigere end, hvad tilsvarende vaske koster hos de store selskaber. Modsat eksempelvis Q8, Shell og HydroTexaco svinger udvalget af bilvaskeprogrammer hos Metax dog fra station til station. Er man uheldig og kører af sted for at få vasket bil en søndag eftermiddag i Nordjylland, hvor Metax står klart stærkest, kan der nemt være ventetider på mellem en og to timer. Hos Shell kan man vælge mellem fem programmer. Fra den billigste til 49 kroner til luksusvasken med lakforsegling til 139 kroner. Køber man en værdinøgle til 400 kroner, sparer man dog 20 procent på vasken og går man op i en værdinøgle, der koster 700 kroner, stiger rabatten til 30 procent. Man kan altså vaske for 1000 kroner, men kun betale 700 kroner. Det vil sige, at den billigste vask kan komme ned i omkring 35 kroner, mens den dyreste vask fås til omkring 97 kroner. Hos Statoil, hvor der er fire forskellige programmer at vælge imellem, kan man som Premium Club medlem få 15 procents rabat, hver gang man vasker bil. Men ellers er tilbuddet om rabat knyttet til et værdikort. På samme måde som hos Shell er der 20 procent at spare, hvis man køber et værdikort til en pålydende værdi af 500 kroner, mens der kun er 25 procent at spare, hvis man køber et værdikort til en pålydende værdi af 1000 kroner. Det vil sige at man giver 750 kroner for at få vaske for 1000 kroner. HydroTexaco, der har seks forskellige bilvaske at vælge imellem, er også med på rabatvognen. Ganske som både Statoil og Shell er der 20 procents rabat at hente, hvis man køber en værdinøgle til en pålydende værdi af 500 kroner. Ønsker man mere rabat, kan man købe en værdinøgle til en pålydende værdi af 800 kroner og få 25 procents rabat, mens man skal helt op på en pålydende værdi af 1200 kroner for at få 30 procents rabat. Det vi sige, at man kan vaske bil for 1200 kroner, men kun betale 840 kroner. Q8 ved, at det er nu det er højsæson for bilvaske og derfor har de netop nu et aktuelt tilbud, hvor man får tre guldvaske og kun betaler for de to. Men når det tilbud engang stopper, er der ingen grund til at fortvivle. De har, som de andre selskaber, værdikort, der kan bruges til en af deres seks forskellige vaske. Hos Q8 sparer man 15 procent, hvis man køber et værdikort til 300 kroner. 20 procent, hvis det er 500 kroner. 25 procent, hvis man køber et værdikort til 1000 kroner og 30 procent, hvis man køber et værdikort til 1500 kroner. Synes man, at det er for dyrt med et stort værdikort, kan man også købe et ti-turskort, hvor rabatten ligger på mellem 20-25 procent. Fakta: Metax: Billig bilvask med vaskekort – det er gratis Shell: 20 procents rabat ved køb af værdinøgle til 500 kroner. 30 procents rabat ved køb af værdinøgle til 1000 kroner Statoil: 20 procents rabat ved køb af værdikort til 500 kr. 25 procents rabat ved køb af værdikort til 1000 kr. HydroTexaco:20 procents rabat ved værdinøgle til 500 kr. 25 procents rabat ved køb af værdinøgle til 800 kr.30 procents rabat ved køb af værdinøgle til 1200 kr. Q8: 15 procent ved værdikort til 300 kr. 20 procents rabat ved værdikort på 500 kr. 25 procents rabat ved værdikort til 1000 kr. og 30 procents rabat ved køb af værdikort til 1500 kr. Billedtext: