Lummer julemand gramsede på kvinde
Udklædt mand i forretningscenter i USA blev nærgående, ifølge kvinden
USA: - Ho-ho-ho!
Det blev lige en anelse for lummert, da en julemand i et amerikansk forretningscenter angiveligt blev særdeles nærgående mod en kvinde.
Ifølge bostonmagazine.com har kvinden fortalt det lokale politi, at den 62-årige mand - udklædt som julemand - pludselig greb ud efter hende, da hun passerede ham i forretningscentret Hanover Mall i den amerikanske stat Massachusetts.
Selv om han sad på en stol, lykkedes det den uartige julemand at klemme kvindens balder, siger hun selv.
Julemanden blev anholdt, men nægter sig skyldig.
Han er nu løsladt mod en kaution på 1000 dollars, mens det undersøges, om der er håndgribelige beviser for udåden.
Manden er ikke ligefrem i julehumør p.t., da han har fået forbud mod at optræde som julemand i centret, mens politiet undersøger det påståede gramseri.
/riitzau/pw
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.