Lun på vinter-OL

AaB Ishockeys Ronny Larsen drømmer om legene næste år i Torino

NORDJYLLAND:- At deltage ved et OL er absolut mit højeste sportslige ønske, og da dåbsattesten siger, at jeg er fyldt 33 år, er næste års vinter-lege i Torino min sidste chance. AaB Ishockeys Ronny Larsen meldte efter sidste års A-VM Tjekkiet fra til landsholdet men er siden kommet på andre tanker, og ikke mindst næste års OL i Italien kan få ham til at knokle på for de danske ishockeyløver. Landsholdets cheftræner, Mikael Lundström, offentliggør i dag en dansk OL-bruttotrup på formentlig 26 spillere, hvorfra der inden afrejsen til de altafgørende kvalifikationskampe i Schweiz sorteres fire spillere fra. - Jeg vil meget gerne være med til at spille dansk ishockey til et vinter-OL for første gang nogensinde, siger Ronny Larsen, der for fire år siden var med til at være snublende tæt på vinterlegene i 2002 i Salt Lake City. - Ved OL-kvalifikationen i Amiens i Frankrig var en tredjeplads nok blandt fire deltagende nationer, men efter nederlag til Letland og Østrig skulle vi vinde over de franske værter i den sidste kamp. Derfor var vi nødt til at pille målmanden ud kort før tid ved stillingen 1-1, men det gav bagslag, og vi tabte 1-2. - Siden det nederlag er dansk landsholdsishockey gået meget frem, og med deltagelse i A-VM både i 2003 og 2004 har vi lært meget. - Alligevel bliver det uhyre svært at nå med til OL i Torino, for i den kommende kvalifikation i perioden 10.- 13. februar skal vi dyste mod Japan, Norge og Schweiz i Kloten. - Og på forhånd ligner schweizerne klare favoritter på hjemmebane, men jeg vil da gøre alt for at prøve hele atmosfæren ved et OL, siger Ronny Larsen, der må forventes at være et sikkert valg til den danske OL-trup. Duus spøger Da det danske ishockeylandshold i december spillede træningsturnering i Slovenien, var der hele fem AaB'ere og fire FIK'ere udtaget, men i sidste træningspas inden afrejsen blev frederikshavneren Lars Mølgaard knæskadet. Han vendte først tilbage i kamp i søndags og er næppe aktuel til OL-truppen, og der er formentlig også spørgsmålstegn ved AaB'erne Rasmus Pander og Christian Lie Nielsen. Derimod får Ronny Larsen nok selskab af klubkammeraterne Bo Nordby Andersen og Michael Smidt, mens FIK-trioen Mike Grey, Christian Schioldan og Mads Bech Christensen også står med gode kort. I kulissen til OL-kvalifikationen spøger fortsat den garvede, spillende træner fra Herlev, Jesper Duus, der måske igen lader sig overtale til at tage landsholdsdragten på. - Kampene i Schweiz spilles på et tidspunkt, hvor der er international termin, så forhåbentlig kan vi få vores landsholdsemner fra de svenske klubber med, ligesom Jens Nielsen er oplagt, hvis han kan få fri fra sin klub i Schweiz, siger den assisterende landstræner Esben Nedermark. Den danske OL-bruttotrup samles 5. februar i København, og inden kvalifikationskampene spilles en testkamp i Østrig 7. februar. De tre afgørende kampe om danske OL-drømme spilles torsdag 10. februar mod Norge, lørdag 12. februar mod Japan og den ultimative kvalifikations-finale mod de schweiziske værter søndag 13. februar.

Forsiden