Lun sejr til iskold AaB-top

Nu må ledelsen følge op med scoringer

GLADSAXE:Nogle sejre luner mere end andre, og på det solbeskinnede Gladsaxe Stadion høstede AaB-spillerne i går kærkommen selvtillid med 2-0 sejren over AB, mens klubbens ledelse med en sveddryppende sportsdirektør Lynge Jacobsen som bannerfører fik en smule arbejdsro i jagten på de kapaciteter på træner- og spillerfronten, som omgivelserne forståeligt nok sukker efter. En kamp af behersket kvalitet viste, at AaB råder over bedre potentiale, fysik og organisation end AB, der med en skrantende økonomi har været tvunget til at holde sommerudsalg og ligner en oplagt nedrykker. Men opgøret afslørede også ubarmhjertigt, at det aktuelle AaB-hold især savner offensive våben og vel nok i bedste fald rummer klasse til en midterplacering i Superligaen. Alt andet ville også være ulogisk efter åbenlyse svækkelser af den trup, der i sidste sæson længe var i overhængende nedrykningsfare. Definitivt væk er Diego Turs ro og rutine i forsvaret, Brian Priskes ryk på højrekanten i samspil med Michael Silberbauer samt topscorer Andres Opers konstante aggressivitet, og væk i en længere periode er uheldigvis også den skadede dødboldspecialist Mads Bro Hansen. Tabene har tvunget cheftræner Poul Erik Andreasen til nødløsninger med backen Allan Olesen som midterforsvarer og angriberen Christian Christiansen som back, samtidig med at overvægten af centrale midtbanespillere af temmelig ens type gør det nødvendigt at bruge Allan Gaarde på venstre flanke ved siden af Stefan Bidstrup i en konstellation, der uden at forklejne duoens kvaliteter stort set umuliggør hurtige gennembrudsforsøg i denne side. I front slås Thomas Augustinussen ihærdigt på endnu en uriaspost som offer for den begrænsede støtte bagfra. Imponerende Det rakte mod AB altsammen til en velfortjent gevinst, der burde være cementeret langt tidligere end to minutter inde i overtiden, og det er aldeles imponerende, at AaB-forsvaret med de mange rokeringer og lappeløsninger kun er blevet overlistet i alt fem gange i de seneste 10 kampe, inklusive de tre testkampe i sommerpausen! Det kniber mere med skarpheden i den anden ende, og mod AB var baggrunden generelt for billig til at udløse større optimisme med henblik på AaB's kommende opgaver, på søndag hjemme mod Frem, fulgt af to udekampe mod OB og Esbjerg. For at kunne tro på en sæson med AaB nærmere toppen end bunden må sejren snarest følges op af scoringer i kulissen. I seks uger siden sæsonafslutningen har ledelsen ledt forgæves efter nye rutinerede profiler, og ganske vist kan det i mange situationer være nyttigt med is i maven, men temperaturen skulle nødigt blive så lav, at handlekraften fryses fast. Lad nu isen smelte, så Nordjylland igen kan få smagen af champagnebold.