Lund holder alle dørene åbne

Børge Lund har kig på den tyske, spanske eller franske Liga, hvis han skal skifte klub efter denne sæson. Foto :Lars Pauli

Børge Lund har kig på den tyske, spanske eller franske Liga, hvis han skal skifte klub efter denne sæson. Foto :Lars Pauli

AALBORG:Kun sportslige ambitioner får AaB"s norske playmaker, Børge Lund, til at skifte klub efter denne sæson i HåndboldLigaen, og i givet fald vejer eventuelle tilbud fra Tyskland, Spanien eller Frankrig tungest. - Jeg befinder mig fint i både Aalborg og AaB, men tiden til at prøve noget nyt nærmer sig, siger Børge Lund, der har pæn succes på det norske landshold for tiden. - Det er dog kun et skifte til en større liga og større sportslige udfordringer, der kan få mig til at skifte klub. Et skifte tilbage til enten en norsk eller svensk klub er udelukket for mig i denne sammenhæng. Til gengæld kunne jeg med tiden godt tænke mig at prøve kræfter med enten den tyske, spanske eller franske liga, men jeg ved endnu ikke, hvordan tingene udvikler sig. Jeg holder alle døre åbne, og jeg vil heller ikke afvise, at en forlængelse med AaB kan komme på tale, fortsætter Børge Lund. AaB Håndbold møder i aften Fredericia på udebane iLigaen, og den norske playmaker er optimist specielt efter, at AaB har vundet relativt stort i det seneste indbyrdes kampe med Fredericia i Fredericia. - Det er én kamp, der skal kaste to point af sig til os, siger Børge Lund. AaB-sportsdirektør Jan Larsen er parat til en indledende snak med Børge Lund i næste uge. Nordmandens kontrakt i AaB udløber efter denne sæson, og i forvejen har de to landsmænd, Håvard Tvedten og Rune Skjærvold, meldt ud, at de skifter græsgange efter denne sæson. - Vi har to Liga-kampe på menuen frem til lørdag, men vi tager sandsynligvis hul på drøftelserne med Børge Lund i næste uge, siger Jan Larsen. - Det kun er sportslige udfordringer, der kan få mig til at skifte klub. Der er intet konkret at melde ud endnu i den sammenhæng, og jeg har ikke hasteværk, pointerer Børge Lund. jeri