Lundbeck køber biotekselskab for 3,5 milliarder

Lundbeck køber biotekselskabet Chelsea Therapeutics og dermed rettighederne til nyt produkt for 3,5 milliarder

8. maj 2014 18:24

Medicinalselskabet Lundbeck køber biotekselskabet Chelsea Therapeutics. Købstilbuddet til Chelseas aktionærer lyder på 3,5 milliarder kroner, oplyser Lundbeck.

Med købet får Lundbeck rettighederne til Chelsea Therapeutics' produkt Northera, droxidopa, som er godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA og forventes at blive lanceret senere i 2014.

- Northera er et lægemiddel til behandling af en sjælden neurologisk sygdom, der kommercielt og strategisk passer godt sammen med Lundbecks eksisterende neurologiske forretning i USA, skriver Lundbeck i meddelelsen.

Lundbeck har i forvejen flere produkter inden for samme område på markedet i USA - blandt andet Onfi, Sabril og Xenazin, og derfor giver opkøbet rigtig god mening, lyder det fra Lundbecks administrerende direktør, Ulf Wiinberg, i meddelelsen:

- Det foreslåede strategiske opkøb af Chelsea - og lanceringen af deres førende behandling, Northera - komplementerer Lundbecks kernekompetencer med fokus på sjældne og alvorlige neurologiske lidelser.

- Som en virksomhed, der er engageret i mennesker med hjernesygdomme, er vi i en unik position til at gøre Northera tilgængelig for dem, der har mest behov for det, siger Ulf Wiinberg.

Lundbeck tilbyder at betale op til 7,94 dollar per aktie i Chelsea, svarende til 658 millioner dollar eller cirka 3,5 milliarder kroner.

Buddet er opdelt i en kontantdel på 6,44 dollar per aktie samt yderligere optioner på op til ekstra 1,5 dollar afhængig af salgsudviklingen for Northera i perioden 2015-2017.

Opkøbet ventes ifølge Lundbeck at bidrage positivt til selskabets egne pengestrømme i 2015 og til indtjeningen i 2016, oplyser Lundbeck.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...