Lundbyløb for 26. gang

GISTRUP: Aalborg Atletik & Motion er søndag formiddag kl. 11 klar til det 26. Lundbyløb i rækken i bakkerne i Lundby Krat ved Gistrup og efter flere års tilbagegang spirer optimismen igen hos arrangøren, da der de sidste par år har været omkring 800 deltagere ude på de to ruter. Antallet af forhåndstilmeldte er med 435 også ganske tilfredsstillende i år, selvom det endelige antal naturligvis først kan gøres op på søndag efter at løbsleder Jørgen Hein har skudt løbene igang. Desværre for arrangøren er den gode udsigt for weekenden ved at ændre sig i retning af regn og blæst og sker det, ligner det til forveksling starten på sidste års jubilæumsløb. Dengang silede regnen ned næsten til startskuddet lød og det kostede givetvis en del deltagere. Det betyder således meget, hvor mange der møder op og bliver eftertilmeldt på selve løbsdagen så Elly Hauge fra den arrangerende forening kan ikke understrege kraftigt nok, at der igen på søndag naturligvis er mulighed for eftertilmelding på begge ruter i teltet på festpladsen midt i Lundby Krat. For nu fire år siden forsøgte Aalborg Atletik & Motion sig med et nyt tiltag i form af et børneløb på en kilometer for alle drenge og piger op til 10 år, og det er blevet så stor en succes, at mindst 70 har benyttet sig af muligheden hvert år siden. Derfor tilbydes der naturligvis også i år et børneløb men modsat de to øvrige løb, tages der ikke tid på den enkelte deltager. Til gengæld er der diplomer og en overraskelse til alle, der kommer i mål. mølbæk