Lunde håber på mere ro om fiskene under ny minister

Mandag blev Esben Lunde Larsen frataget fiskeri som ressortområde efter sagen om fiskekvoter.

Fiskeripolitik 7. august 2017 16:59 - Opdateret 8. august 2017 09:00
Det er ikke lykkedes miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) at genskabe et tillidsfuldt samarbejde med fiskeriordførerne.

Blandt andet derfor mister han ressortområdet for fiskeri. Det oplyser han selv i en skriftlig kommentar.

- Jeg må konstatere, at der har været politisk uro om fiskeriområdet gennem længere tid. Det fortjener fiskerierhvervet ikke. Jeg håber, at en ny start med en ny minister nu vil få samarbejdet med fiskeriordførerne til at gå glattere, siger han.

Esben Lunde Larsen mener, at det har alt for mange negative konsekvenser for dansk fiskeri, at samarbejdet mellem ordførere og minister ikke fungerer ordentligt.

- Derfor er det fornuftigt med en ny start, siger han.

Mandag blev Esben Lunde Larsen frataget fiskeriområdet. Det overføres til Karen Ellemann (V), der i forvejen er minister for ligestilling og nordisk samarbejde.

Esben Lunde Larsen måtte 4. april give en undskyldning i Folketinget, da han ikke havde orienteret medlemmerne fyldestgørende i en sag om fiskekvoter.

Efter undskyldningen var regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, med til at give ministeren en næse af næsten historiske dimensioner.

Sagen handler om, hvilke informationer ministeren havde videregivet til de blå partier om de såkaldte kvotekonger - fiskere med store fangstkvoter.

Ifølge en pressemeddelelse fra statsministeriet er Rigsrevisionen på vej med en beretning om netop kvoter i dansk fiskeri.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplyser i pressemeddelelsen, at beretningen vil vise, at forvaltningen af fiskekvoter gennem en årrække ikke har været tilfredsstillende.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...