Skolevæsen

Lundergård skolen skal af med pavillon

HJØRRING:Lundergård skolen har bedt om at få lov at beholde den ene af de to pavilloner, som skolen har haft i en årrække på grund af pladsmangel. Skolen skulle nu af med pavillonen, idet et nybyggeri på 700 kvadratmeter snart står færdig. Den anmodning sagde børne- og undervisningsudvalget i går nej til. - Pavilloner er en midlertidig løsning, og kan ikke bruges permanent. Den politik vil vi godt holde fast i. Nu får de også nye bygninger, siger formand for udvalget, Else Købstrup (V). Det ærgrer skoleleder Karsten Poulsen. - Jeg er enig i, at pavilloner er midlertidige, men vi vil meget gerne beholde pavillonen i to-tre år, indtil vi er helt etablerede her. Pavillonen er god til at have mindre grupper i, for eksempel til skolestartgrupper, siger han. I ansøgningen fremhæver skolebestyrelsen også, at pavillonen kunne være god at have, når skolen næste år etablerer et læseløftprojekt for blandt andet tosprogede børn. Den anden af Lundergårdskolens to pavilloner skal rykkes ud på Bagterpskolen, og byggeriet på Lundergårdskolen forventes afsluttet i juni 2005.