Lundergårdrevy til salg

Lundergård Revyen gør klar til endnu en sæson. Her en situation fra i fjor. Arkivfoto: Bent Bach

Lundergård Revyen gør klar til endnu en sæson. Her en situation fra i fjor. Arkivfoto: Bent Bach

HJØRRING:Lørdag går startskuddet til Lundergård Revyens billetsalg. Telefonerne er åbne både lørdag og søndag fra klokken 10 til 14. Starten på billetsalget er sædvanligvis en hektisk affære. Der er nemlig rift om de 5500 billetter. Revyen bærer i år titlen: "Vi ved, hvor du bor!" og er som sædvanlig - helt præcist for 15. gang - instrueret af Anne Mette Nors og Dorte Mørch. Anne Mette Nors får vi at se på scenen, men ikke Dorte Mørch, som i år ikke har tid til begge dele på grund af konfirmation. Scenen indtages dog af et særdeles kompetent og rutineret hold bestående af Robin Haslund Buch, Sven Bertelsen, Kristian Bertelsen, Lars Boelt, Morten Pedersen, Louise Møller Pedersen, Pia Karstensen og Tina Vestergård. Lundergård Revyen 2010 har premiere 23. april og opføres ved 10 forestillinger, hvoraf seks er festforestillinger med mad og dansemusik. Maden leveres af slagter Hartmann’s Eftf. Danseorkestrene tæller PopShoppen med Birgitte Koldsø i den vokale forgrund, bakket op af tre musikere. Man kan også møde Sixpack – et af Nordjyllands populære danseorkester - og Caspersens Orkester, der består af fem unge gutter med et repertoire, der spænder fra country til den allernyeste pop. Billetter kan i førstkommende weekend bestilles på telefon på 9892 7475. Billetkontoret i Lundergårdhallen har derefter åbent mandag – torsdag fra 16.00 - 18.00.