Hirtshals

Lune dunser til trætte vandrere

275 på Svinkløvvandringen - det er rekord

PANDRUP:Årets Svinkløvvandring i Fodslaw Jammerbugten slog alle rekorder, oplyser Finn Grundsøe. 275 var med mod 240 i fjor og der var masser af gæster fra andre klubber. Det afspejlede sig ved pokaloverrækkelsen. Hjørring Fodslaw fik en pokal, fordi klubben stillede med det største hold. Det var på 30 vandrere. Fodslaw Randers kom på andenpladsen med 27 og Hirtshals 23 deltagere. Men uanset hjemsted: Glæden var fælles over forplejningen, lune dunser med rødkål. Holdet Landsstrygerne fra Varde deltog ikke i holdkonkurrencen, men fik en erindringsstatuette for det absolut største hold. Det var på 48 mand m/k. Finn Grundsøe fortæller, at 30 mødte op til aftenturen i Fosdalen, selv om det var en våd affære. - Søndagens opholdsvejr gav forhåbninger om et stort fremmøde. Humøret var højt og deltagerne ivrige efter at komme ud for at teste kondien. Der var deltagere fra Norge og store dele af Jylland, ja selv en enkelt fra Læsø havde fundet vej, siger han.-mill