Lungekræft efter passiv rygning erhvervssygdom

1. september 2005 06:00

KØBENHAVN: Lungekræft optages nu på listen over erhvervssygdomme, hvis kræften skyldes passiv rygning. Det har Arbejdsskadestyrelsen (ASK) og Erhvervssygdomsudvalget netop besluttet. Beslutningen er taget på baggrund af en række internationale forskningsresultater, der har vist en øget risiko for at udvikle lungekræft ved udsættelse for tobaksrøg, understreger direktør i ASK, Anne Lind Madsen. Det første tilfælde af lungekræft blev anderkendt som arbejdsskade sidste år i en sag, hvor en kvindelig tjener havde udviklet lungekræft efter at have været udsat for røg fra både kolleger og kunder gennem 20 år i lokaler med dårlig udluftning. Kvinden havde aldrig selv røget. I restaurationsbranchens forbund, RBF, er der tilfredshed med beslutningen, men miljøsekretær Henrik Hansen efterlyser mere forebyggelse på området. - Vi tager meddelelsen fra ASK som endnu en bekræftelse af, at passiv rygning udgør en alvorlig og uacceptabel sundhedsrisiko. Men erstatning kan aldrig træde i stedet for forebyggelse. Og det må opfattes som en hån mod ofrene, at sundhedsministeren fortsat tøver med at stille lovforslag om det forbud, som branchen i enighed har krævet, siger Henrik Hansen. RBF og arbejdsgiverorganisationen HORESTA har i fællesskab stillet krav om, at der gennemføres et lovindgreb mod udsættelse for passiv rygning i arbejdsmiljøet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...