EMNER

Lunken interesse for billigere varme

Ingen kø for at få tilskud på 10.000 kr.

Direktør for Hjørring Varmeforsyning, Per Sørensen undrer sig over, at der ikke er flere som vil skifte oliefyret ud med fjernvarme.
 Foto:Hans Ravn

Direktør for Hjørring Varmeforsyning, Per Sørensen undrer sig over, at der ikke er flere som vil skifte oliefyret ud med fjernvarme. Foto:Hans Ravn

Interessen fra borgere med oliefyr for at skifte til fjernvarme har været begrænset i Hjørring. Her fra 1. marts er der ellers mulighed for at få et stort tilskud til at skifte oliefyret ud med mere miljørigtig og billigere fjernvarme. Ved at skifte fra oliefyr til fjernvarme kan man få et tilskud på 10.000 kroner. Derudover står varmeforsyningen klar med yderligere 2.500 kroner fra forsyningens energispareselskab. - Vi har vel fået ca. 60 henvendelser, men der er i alt 549 husstande med oliefyr, som har mulighed for at skifte. Det forbavser mig, at der ikke er flere, som har vist interesse, siger direktør i Hjørring Varmeforsyning, Per Sørensen. Tilskuddet fra staten på 10.000 kroner betaler tilslutningsafgiften. Derudover skal borgeren selv bekoste nye installationer i huset, og det løber nemt op 10.000-25.000 kroner. - Til gengæld bliver varmen ca. 45 procent billigere, så investeringen er tjent hjem på ca. tre år, siger Per Sørensen, der ikke har noget klart bud på, hvorfor der ikke er flere, der henvender sig. - Det må jo være fordi det stadig kræver en vis investering af borgeren selv, siger Per Sørensen. Han understreger, at der ikke senere kommer en ekstraregning, som det har været tilfældet på de små kraftvarmeværker, hvor borgerne tidligere blev lokket til at tilslutte sig for næsten ingen penge. Den nye tilskudsordning kan formentlig heller ikke tilgodese alle ønsker. Først til mølle Regeringen har afsat en pulje på 400 mio. kroner til at få skrottet gamle oliefyr. Men der er stadig ca. 300.000 oliefyr i Danmark, så Energistyrelsen vurderer, at det kun er ti procent der får mulighed for at få tilskuddet. - Det er efter princippet først til mølle, siger Per Sørensen. Hjørring Varmeforsyning har varslet dyrere fjernvarme i de kommende år, hvor den billige affaldsvarme skal deles med flere varmeforbrugere i kommunen. - Det bliver begrænsede prisstigninger, siger Per Sørensen. Hjørring Varmeforsyning har i dag tilsluttet ca. 10.000 varmeforbrugere.