Energiselskaber

Lunt i svinget gennem 50 år

Skørping Varmeværk fejrer jubilæum ved at invitere til familiefest.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Regnskabsfører Hanne Bach Jensen (tv) er i de gamle protokoller faldet over, at værket i begyndelsen blev slukket om natten, og det morer også fra højre formand Christian Schmidt, driftsleder Martin Christensen og bestyrelsesmedlem Erik Bejder.

Der er tænkt på hele familien, når Skørping Varmeværk lørdag åbner dørene for at fejre sin egen 50 års fødselsdag. Børnene kan for eksempel more sig i hoppeborgen og spise pølser og slush-ice, men der bliver også rig lejlighed til at snuse til, hvordan varmen hjemme i huset egentlig bliver til. Det kan man også læse lidt på hjemmefra i den husstandsomdelte brochure, hvor værkets personale på en overskuelig måde har fortalt om hele processen hele ude fra træerne, der vokser i skoven, til vanddampen fra afbrændingen af træflis stiger op af værkets skorsten. - Vi vil give folk et reelt indtryk af, hvad der foregår. Og i dagens anledning har vi fået fat i en flismaskine, så vi også kan vise, hvordan man hugger træflis, fortæller driftsleder Martin Christensen. Han har selv kun været ansat siden maj 2010, og også i bestyrelsen er et generationsskifte i gang med Christian Schmidt som ny formand det seneste år. Efter at det nye varmeværk stod færdigt i 2008, er flere driftsopgaver overdraget til det ansatte personale, mens bestyrelsen nøjes med at tegne de overordnede linjer og derfor heller ikke længere får honorar for indsatsen. - Det er ildsjæle, der driver værket, konstaterer tidligere næstformand og tidligere formand Erik Bejder, som nu kun er menigt bestyrelsesmedlem. Administrationen og bestyrelsen er helt enige om at være stolte af deres værk og af deres forudseende forgængere, der for eksempel begyndte at fyre med træflis allerede i 1984 og har sørget for at levere forholdsvis billig varme gennem alle årene.