Lurede på kvinde og forsøgte voldtægt

KØBENHAVN:Politiet på Frederiksberg fik onsdag fængslet en 24-årig mand, som er mistænkt for at forsøge at voldtage en yngre kvinde på Frederiksberg. Selv om det stadig var lyst, og der var folk på gaden, trak en mand klokken halv syv tirsdag aften den 18-årige kvinde ind i en port og begyndte at flå tøjet af hende. Kvinden havde netop handlet i Netto på Godthåbsvej og havde der bemærket, at manden holdt øje med hende. Umiddelbart efter at hun havde forladt supermarkedet, forsøgte han så at gennemføre voldtægten. Det lykkedes dog kvinden at banke en albue så kraftigt i ansigtet på overfaldsmanden, at hun kunne stikke af. Fra overvågningskameraet i butikken fik politiet billeder af voldtægtsmanden, og de var åbenbart så gode, at en betjent kunne genkende manden som en, der tidligere har været i søgelyset for både vold og sædelighedsforbrydelser, oplyser politiet. Ifølge kriminalinspektør Bent Isager blev manden anholdt i løbet af natten til onsdag og han har erkendt, at han i et eller andet omfang har haft fat i kvinden. Manden blev fængslet i fire uger./ritzau/