Forskning

Luseplagen gør forældre desperate

Forskere vil have svar på, om kemiske midler gør hovedlus resistente. Voksne står i kø for at få råd til bekæmpelse

NORDJYLLAND: Lusene hærger hovederne på de danske børn i en grad, så desperate forældre går til yderligheder for at få bugt med kravlet. Ifølge Forbrugerinformationen, som modtager op imod 100 henvendelser om ugen fra forældre til luseramt afkom, driver problemet flere og flere ud i overdrevne kemiske eksperimenter. - En mor havde sågar givet sit barn en gang loppespray til hunde for at se, om det virkede. I det hele taget prøver folk de utroligste ting, og mange bliver helt desperate, når børnene kommer hjem fra børnehaven eller skolen med lus for femte gang, siger Hanne Vittrup fra Forbrugerinformationen. Det er ikke uden grund, at danske forældre føler sig forfulgt at det kløende uvæsen. Ifølge en undersøgelse fra Statens Skadedyrlaboratorium har hvert tredje barn mellem tre og 10 år hovedlus mindst en gang om året, selv om salget af kemikalieholdige lusemidler er fordoblet over fire år. Forskere vil nu have svar på, om den udvikling gør hovedlus resistente overfor lusepræparaterne. Statens Skadedyrslaboratorium har ansøgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om to mio. kroner til forskning. Ministeriet ventes at tage stilling til ansøgningen til marts. - I de seneste 10 år er der kommet flere og flere lus, og det er blevet sværere at få has på dem. Mange oplever, at lusemidlerne ikke er så effektive mere, og det eneste sikre er den gammeldags tættekam, siger cand. scient Anne-Marie Rasmussen fra Statens Skadedyrslaboratorium. Hun vurderer, at den danske institutionskultur, hvor børn tilbringer mange daglige timer sammen, er rent guf for lusene, der kravler fra hoved til hoved i ekspresfart. Både Statens Skadedyrlaboratorium og Forbrugerinformationen anbefaler folk at forsøge sig med de godkendte lusemidler, som apotekerne forhandler, og så kan børnefamilier lige så godt først som sidst investere i en god tættekam. Derimod er lusesnapperen, en kombineret støvsuger og tættekam til 300 kr., som blev opfundet i Hobro for nylig, endnu ikke på listen over godkendte lusemidler. - I første omgang holder vi os til det, vi kender, siger Anne-Marie Rasmussen. Tema 1. sektion side 4 Leder 1. sektion side 6