Dronninglund

Lydavisen Ekko er reddet

135 får glæde af lydavisen, der går fra kassettebånd til cd-skiver

Steen Larsen er én af dem, der indtaler nyhederne. her tillige Børge Bøss (til venstre) og Ken Poulsen. Foto: Henrik Louis

Steen Larsen er én af dem, der indtaler nyhederne. her tillige Børge Bøss (til venstre) og Ken Poulsen. Foto: Henrik Louis

Lydavisen Ekko er reddet nogle år ud i fremtiden. Nordea Fonden har bidraget med ca. 50.000 kr. til nyt udstyr. Tiden er løbet fra det gamle udstyr. Det var baseret på kassettebåndoptagere og kassettebånd. - De er ikke til at anskaffe mere, fortæller formand for redaktionsudvalget i Lions Club Brønderslev, Børge Bøss. Derfor har Lions Club søgt en række fonde. Og Nordea Fonden var parat til at skyde ca. 50.000 kr. i projektet. Der er tale om en ny computer, nyt udstyr til indtaling samt et tårn, der kan brænde cd-pladerne. Til den oprindelige Lydavis Ekko var der 30-35 brugere, men der er nu 135 brugere. Der er udvidet med den tidligere Dronninglund Kommune, ligesom der også via Dansk Blindesamfund er kommet nye lyttere til lydavisen. Det er frivillige fra Sct. Georgs Gildet og Lions Club Brønderslev, der sammen med andre frivillige indlæser lydavisen. Der er et redaktionsudvalg, der udarbejder teksterne. En del af nyhederne hentes fra aviserne. Børge Bøss beklagede, at både den tidligere Dronninglund Kommune og den tidligere Brønderslev Kommune havde sparet tilskuddet til lydavisen væk. - I både Frederikshavn og Hjørring Kommuner er det kommunerne, der står for lydaviserne. Børge Bøss glædede sig over, at der så er private, der tager over. Han sagde, at der er behov for flere frivillige til at bistå med at lave lydavisen. Lions Club Brønderslev vil dog rette henvendelse til søsterklubben Lions Club Brunhilde og Lions Club i Brønderslev. Afdelingsdirektør Ken Poulsen fra Nordea Bank i Brønderslev overrakte pengene. Han glædede sig over, at der nu er skaffet ca. 135 brugere. - Det er godt, at der er flere, der får glæde af lydavisen, sagde Ken poulsen. Indtalingen sker i et lokale på Brønderslev Bibliotek. I det nye tårn kan der brændes 10 cd-skiver ad gangen, hvor der tidligere kunne kopieres seks kassettebånd ad gangen.