Lyden af en kanins drømme
"We Were Drifting On A Sad Song"

Surrealistisk stregtegning med hoppende kanin med menneskeligt indhold pryder coverforsiden.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan kunne det godt lyde, hvis du havde mulighed for at afkode lydsporet til en langøret kanins drømme. Sanger Brian Batz udgav for to år sit debutalbum "Sleep Party People" og nu følger to'eren, et uvirkeligt drømmende lydunivers med simple klaverakkorder, trommemaskine og synth, og ovenover det hele Batzs sprøde, nogle gange nærmest lillepigeagtige stemme, svævende som en havmåge over blåt, blåt hav. Åbningsnummeret begynder med nogle simple klaverklimt spændt op mod en nærmest slæbende langsom vokal og så bliver der stoppet noget synthviolin (?) og andre delikatesser på. Det er spinkelt, skrøbeligt, som en nyudsprungen vintergæk, og så får den pludselig med bulder og majestætisk brusen. "Chin" lægger ud med tørt travende trommer og igen denne undseelige, nærmest genert drømmende stemme henover. Sejlende synth, mens nummeret åbner sig, og du gennem skydækket kan kigge lige op i uendeligheden, "Melancholic Frog" klimter kinesisk af sted, mens det eksplosive trommebeat i "Gazing At The Moon" bliver fulgt op af advarselssirene, inden stemmen igen diskant, søgende drømmer sig væk hen over beats og synthflader. Det er musik så langt væk fra traditionel rock og akkordrundgange, som det næsten er muligt at komme. Det er på en gang fascinerende og sært enstonig musik. Det sidste især, fordi du opdager, at så mange af numrene er bygget op over den samme konsekvente skabelon. Først stemmingsfuld intro, så stemme og så synth og beats henover, mens dit øre legende bliver drillet. På den anden side, giver det skiven en både konsekvent og klart defineret lyd. Som du så kan vælge at dyrke eller blot tage i små portioner. Der er heller ingen, der har sagt, at du behøver at æde en hel Othello-lagkage, blot fordi du er til kage. Man kan godt nøjes med et enkelt stykke eller to. Mit favoritstykke p.t. hedder "Things Will Disappear Like Tears In The Rain" - bare titlen, ikke? Hvis nogen har mod på at høre, hvordan Batz og co. forløser pladen, er chancen der på Studenterhuset i morgen aften, fredag, og der er oven i købet gratis entre, hvis du møder op udklædt som kanin. Det gør bandet nemlig selv. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Sleep Party People: "We Were Drifting On A Sad Song" Speed of Sound/A:Larm Music
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.