Lyden af rock'n'roll gav liv i midtbyen

Stan Urban gav koncert på Gammeltorv, og det var startskuddet til de amerikanske dage i Aalborg.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stan Urban tæskede tangenter både siddende og stående ...

Ifølge programmet skulle han begynde på sit rock'n'roll-show klokken 15. På det tidspunkt sad cirka 30 mennesker klar ved bordene foran scenen på Gammeltorv midt i Aalborg. Da pianobokseren Stan Urban ramte de første tangenter klokken 15.15, var skaren vokset en smule - og bare et kvarters tid senere havde lyden af god, gedigen 50'er-rock trukket op imod et par hundrede mennesker til Gammeltorv. Den skotske musiker og hans piano fik således sat god fut i den musikalske del af Aalborg Citys amerikanske dage, som cityforeningen holder i weekenden i forbindelse med den amerikanske uafhængighedsdag og Rebildfesten. På en af de forreste bænke sad Lone og Palle Engen fra Skalborg, som ikke tidligere har hørt Stan Urban, og som derfor ikke umiddelbart ville kalde sig selv for fans. - Vi har bare læst om ham, og vi tror, at det er noget musik, vi godt kan lide. Han skulle spille som Jerry Lee Lewis, og ham kan vi jo godt lide, konstaterede de, inden Stan Urban kastede sig ud i tre timers veloplagt koncert med indlagte pauser. Rock'n'roll City Undervejs lykkedes det ham blandt andet at udråbe Aalborg til "Rock'n'roll City", da han fik store dele af publikum med på at skråle "Hey, hey, rock'n'roll". Også i år er Restaurant Bone's fra Danmarksgade rykket ud i det fri på Gammeltorv for at tilbyde amerikansk mad til amerikanerdagenes publikum. - Det er lidt mere besværligt, når man skal flytte det hele, men vi vil gerne ud og vise flaget. Og så er det jo hyggeligt, sagde restaurantchef Tina Pedersen, som efter en lidt træg begyndelse fik god gang i salget af spareribs, majskolber og coleslaw. Hyggeligt var det også for Lone og Palle Engen, som ikke skulle høre mange numre, før de var overbeviste om, at turen fra Skalborg var det hele værd. - Du spurgte, om vi er Stan Urban-fans. Det er vi nu, fastslog Lone Engen efter de første fire numre. Igen i dag byder Aalborg City på musik på Gammeltorv; denne gang med Thomas Lilleøre, der fra ved middagstid giver sit Frank Sinatra-show sammen med Randers Big Band.