Arbejdspladser

Lydenes Herre klar til nyt eventyr NYTKAPITEL: Medstifter af Brüel & Kjær, 90-årige Per Brüel, har idéer, lyst og 28 millioner kroner til ny nordjysk produktion

HOLTE:"Brüel & Kjær"! Sig navnet og ingeniørvidenskaben og lydentusiaster verden over vil nikke anerkendende. Siden engang i fyrrerne har det danske firma leveret det ypperste inden for udstyr til akustiske målinger. Nu vil en af stifterne, civilingeniør og opfinder, tidligere direktør og doktor ved seks europæiske og to kinesiske universiteter, Per V. Brüel, gentage historien. Med nyudviklede produkter vil den i dag 90-årige opfinder skabe en ny virksomhed og gerne i Nordjylland. Til kamp mod støj - Omkring akustik er der stadig masser at gøre. Tænkt bare på støjen i et klasseværelse. Mange skoler og i øvrigt også arbejdspladser har en håbløs akustik, som kan gøre det svært at forstå tale. I værste fald skader det hørelsen, siger Per V. Brüel, der allerede i studieårene på Københavns Tekniske Universitet fattede livsvarig interesse for akustik. Så da han efter universitetet fra 1939 aftjente sin værnepligt på hærens radioværksted blev tiden brugt på udvikling af udstyr til måling af lyd. Idéerne derfra og de efterfølgende år, som blev brugt på opbygningen af et akustisk laboratorium ved Chalmers Tekniske Universitet i Gøteborg , blev udgangspunkt for Brüel & Kjær, der langsomt, men sikkert udviklede sig til en milliardforretning med flere end 3000 ansatte. I forbindelse med et generationsskifte blev Brüel & kjær i 1992 solgt til den tyske industrigruppe AGIV, men kreativitet går ikke på pension, og Per V. Brüel fortsatte udviklingen af apparater til måling af akustiske forhold. Det foregik i det nystiftede firma Brüel Acoustics. - Og nu er vi klar til at begynde produktionen, siger Per V. Brüel, som med sit forretningskoncept er blandt de 10 finalister i idékonkurrencen Nordjysk Guld. Den gamle direktør ser den nordjyske konkurrence som en god anledning til at starte projektet i gang. Dog ikke med ham selv som administrerende direktør. - Jeg er jo godt oppe i årene, og kan derfor ikke tage mig af produktionen, men jeg har egnede folk i kikkerten. Selv vil jeg fortsat bruge min tid på forskning og udvikling, siger den hæderkronede firmastifter, der forekommer langt mere energisk end mange langt yngre mennesker. Aktivt netværk Brüel har da også fortsat i tæt kontakt med videnskabsmænd, der arbejder inden for akustik, verden over. Så sent som i marts var han fem dage før sin egen 90-års dag i Beijing for at deltage i den kinesiske professor Maa Daa You's 90 års fødselsdag. "From his younger brother" stod der på den 60 sider tykke pamflet, som Brüel overrakte til sin jævnaldrende forskningskollega og mangeårige ven. I papirerne beskrev Brüel den forskning, han havde gennemført de senere år. "Tag den nu med ro" I sit svar beder en tydeligt imponeret professor Maa sin ven om ikke at arbejde for hårdt. Dog først efter at have bekræftet vigtigheden af det udviklingsrabejde, hans danske kollega har gjort. Blandt disse er ikke bare apparater, der afslører generende og skadelige lydforhold, men også udstyr, der retter op på misforholdene. Det skal i givet fald ske i form af særlige plader - absorbere -, der forbedrer de akustiske forhold. - Den dag i dag bygger man på en måde, som giver støj frit spil. En ofte begået synd er byggeri i for lette materialer, men med absorberne vil man være i stand til at "helbrede" lydmæssigt usunde bygninger, siger Per V. Brüel, der vurderer markedet for udstyr, der kan rette op på de lydtekniske forsyndelser for uendeligt. Blandt andet fordi der er stigende opmærksomhed på problemet. USA et stort marked - I et land som USA har man på føderalt plan besluttet at gøre en indsats mod stærkt generende lydforhold på tusindevis af skoler, siger Per Brüel, der i øjeblikket har travlt med forretningsplanen. En plan, som involverer nogle af de produktionslokaler, der står tomme som følge af afmatningen inden for mobiltelefonindustrien. Samt de afskedigede fra samme branche. - Folk, der har arbejdet med mobiltelefoner, vil være meget egnede til denne produktion, siger Brüel, der pointerer, at der udover den ingeniørmæssige del i udviklingsafdelingen også vil være masser af arbejde for ufaglærte, herunder også nydanskere. - Til produktionen af absorbere er omhyggelighed, orden og glæde ved at arbejde med noget fornuftigt det vigtigste, siger han. Den mest arbejdskrævende del af produktionen vil dog blive henlagt til Thailand, ligesom dele af elektronikken skal produceres i Barcelona. - Men langt hovedparten skal udføres i Nordjylland, siger Per V. Brüel, der forventer, at firmaet efter tre og et halvt år vil omsætte for et par hundrede millioner kroner og beskæftige flere hundrede personer. På sigt vil der inklusiv hos underleverandører være 1500-2000 personer i arbejde. Som salgsapparat vil han gøre brug af det netværk af agenturer og andre virksomheder, som han opnåede gennem de mange år i Brüel & Kjær. - Jeg har kontakt med 50 ialt, siger han og påpeger, at det modsat dengang i 40'erne ikke lader sig gøre at starte småt. - Da Viggo Kjær og jeg etablerede Brüel & Kjær for henved 65 år siden foregik det i anderledes roligt med produktion af nogle få apparater ad gangen, men det lader sig ikke gøre i dag. Vi skal hurtigt kunne levere til hele verden, siger Per V. Brüel, der forestiller sig en eksportandel på 98 procent. - Omtrent det samme som den var i Brüel & kjær, siger han. Brug for 40 millioner Det kræver penge, og det i en grad, så hovedpræmien på en million kroner ikke rækker langt. Budgettet lyder således på 40 millioner kroner, hvoraf Brüel-familien selv vil stille med de 28 millioner kroner - penge fra salget af Brüel & Kjær. Resten skal eksterne investorer - samt Nordjysk Guld - stille med. - Jeg vil ikke ud og låne pengene, siger Per Brüel, der til trods for, at han har nået langt mere end de allerfleste, inderligt håber på at se sit projekt forvandle sig til en blomstrende virksomhed. - Det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Så ville jeg kunne dø i fred, lyder det i telefonen fra Holte.