Lydisolering i loftet

?Med stor fornøjelse læser jeg hver søndag dine besvarelser til læserne, og ofte griner jeg af hvor dumme folk er - og især hvor dum jeg selv kan være, da der ofte dukker flere columbus æg op. Nu hvor du skal til at bygge masseovn med indbygget trappe, hvilket jeg glæder mig til at følge, så skal du vel af med din hjemmebyggede vindeltrappe, og den er jeg intereseret i, så hvis du vil sælge den, såh ... Og nu hvor jeg har kontakt til dig: Har du en ide til, hvordan jeg får lydisoleret mellem mine to etager? Det var faktisk umuligt for mig at følge VM i bold, da lydstyrken på mit tv skulle være så lav, at til trods for, at jeg har normal hørelse, ikke kaunne høre noget som helst. Mit hus er fra 1940 og kun adskilt af et almindeligt listeloft med trægulv oven på - hjælp! Peter Loft !Hej Peter Loft - jeg kan godt forstå, at du gerne vil købe min gamle halvsvingstrappe - håndlavet, fritstående og skideflot! Men nu er vi altså for længst flyttet fra denne arkitektoniske perle og bor nu i et forhutlet gammelt bondehus med stråtag og halvanden meter til loftet. Såh - du må bygge en trappe selv: På din lokale tekniske skole vil de uden tvivl gerne hjælpe dig med at få fingre i en lærebog om “opsnøring” af trapper - og når først man har fattet fidusen, er det kun halvt så svært, som man skulle tro. Lydisolering - så du kan få lov til at se bold med nogenlunde knald på lyden? Du starter med at rive listeloftet ned - du skal istedet have lavet et loft af 2-3 eller gerne 4 lag gips. Pladerne monteres forskudt på lette stålskinner, som hægtes op i det oprindelig loft med nogle særlige fjedrende beslag. Det tykke, tunge og svagt eftergivende gipsloft må højest gøres fast langs væggene med en gummifuge - altså ingen mekaniske forbindelser, som kan overføre vibrationer imellem vægge og loft. Hvis du synes, at det er pænere, kan du til slut sætte trælister udenpå gipsen. Mellemrummet over det nye loft fylder du med Rockwool, så der ikke er frit løb for flammerne, hvis der opstår ildebrand. Du skal bare ikke tro, at isoleringen dæmper lyden mærkbart - det gør den tunge og lidt eftergivende gipsplade til gengæld. Lyd er jo vibrationer, og den svagt fjedrende plade æder dem nærmest - som en støddæmper optager hjulenes vibrationer på en ujævn vej. På www.danogips.dk kan du finde tekniske beskrivelser af diverse konstruktioner med gipsplader som hovedmateriale. Kjeld Bjerre