Lydtapetet havde mistet sin magi

Procol Harum skuffede med rodet og usammenhængende show

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Procol Harum havde skruet ned for det klassisk symfoniske og op for rocken. Guitarist Geoff Whitehorn leverede fremragende soloer. Foto: Bent Bach

SKAGEN FESTIVAL

”Procol Harum”

To af seks stjerner


Urene blev stillet tilbage til sommeren 1967, og der var nostalgi i luften, da legendariske Procol Harum gik på scenen sent lørdag aften.
For generationer af unge, der nu er blevet ældre uden at være spor gamle, er Procol Harums symfoniske rockmusik med det fuldfede hammondorgel som signatur en uundværlig del af teenagetidens lydtapet.
Denne aften i Skagen Kultur- og Fritidscenter blev forventningens glæde dog større end genhøret med de gamle idoler.
Gruppen blev dannet i 1966 i London, opløst i 1977 og gendannet i 1991.
Forsangeren Gary Brooker er eneste tilbageværende medlem fra det oprindelige band. I dag en ældre, distingveret herre med en hårpragt, der til forveksling ligner gennemsnitspublikummets og en kulør, der leder tankerne hen på bandets ikoniske gennembrudsmelodi ”A Whiter Shade of Pale”.
Men inden aftenens forudsigelige klimaks, genhøret med en af pophistoriens allerstørste klassikere, tog Brooker & Co. os ud på en lang og stenet omvej.
Forspillet var underligt rodet, usammenhængende og ufokuseret.
67-årige Gary Brooker virkede langt fra topformen og lignede flere gange en distræt, gammel herre, der ikke havde styr på setlisten men sad og bladrede forvirret i bunken af papirer på pianoet.
Hans små fortællinger mellem numrene druknede i en urimelig dårlig lyd og kapelmestrens egen snøvlen, der ikke nåede mange rækker ud over scenekanten.
Helt absurd blev det, da han spurgte ”Hvad er klokken egentlig”? Havde han en anden aftale? Skulle han nå et fly eller se aftenens sidste TV Avis ...?
Her kunne Lis Sørensen lære Mr. Brooker noget om tilstedeværelse, nærvær og nærkontakt med publikum.
Efter få numre begyndte publikum at sive mod udgangen. Et tydeligt bevis på den manglende magi.
Procol Harum ér andet og mere end ”Pale”, men hånden på pulsen: Hverken ”Homburg”, ”A Salty Dog” eller ”Conqvistador” overbeviste om, at Procol Harum og publikum havde holdt fast i dette stævnemøde i Skagen denne dejlige sommeraften, hvis ikke det havde været for netop ”A Whiter Shade Of Pale”,
Den kom som finalen og andet ekstranummer efter ”Pandora’s Box”.
Så røg lightere og mobiltelefoner i vejret, lillemor fik et klem, og hele salen hummede med på den surrealistiske tekst:
I was feeling kind of seasick, the crowd called out for more, and the room was humming harder, as the ceiling flew away...
Med tonerne af det berusende hammondorgel som én lang, drømmeagtig krammer til hele Skagen Odde ringende i ørerne forsvandt vi ud i sommernatten, lidt søsyge men uden at taget på noget tidspunkt havde været ved at lette.
Ungdommens lydtapet var mere blegt, end vi husker det...

Hans Christensen
hans.christensen@nordjyske.dk

”Procol Harum”
Skagen Festival, Skagen Kultur- og Fritidscenter
Lørdag

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.