Lykkelige - og trætte - skuespillere

HJØRRING:Skuespillerne prøvede til knap to timer før premieren, og dagen før blev rækkefølgen på Hjørring Revyens numre ændret for at sikre en optimal revy årgang 2003. Alt er altså ved det gamle. Organiseret kaos hersker, når en vaskeægte Hjørringrevy fødes. Stemningen i skuespillergarderoben efter premieren var også helt normal: "Pyyyyyyyyyhh" stod nærmest malet i skuespillernes ansigter, og de store lettede smil sagde alt om presset op til premieren. De stående ovationer fra publikum stod stadig prentet på den indre nethinde og genlød i øregangene på hold og instruktør, da de i højt humør lod champagnepropperne springe. "Tillykke" lød det i en lind strøm fra stab, gæster og familiemedlemmer, der fyldte garderoben. - Det er meget bevægende, at publikum og Hjørring tager så godt imod os, lød det med et stor smil fra revyveteran Ina-Miriam Rosenbaum, der spiller med i Hjørring Revyen for femte gang, og som sædvanlig spænder vidt - fra den poetiske satire til den skrupskøre højenergi-humor. En lykkelig Karsten Jansfort karakteriserede premieren sådan: - Forrygende og kaotisk. Det er fantastisk at mærke publikums reaktion. Jeg glæder mig virkelig til at spille denne forestilling hele sommeren. At lege videre med den, lød det fra skuespilleren. Sponsorgaver i form af bolscheposer på bordene i salene havde ellers bekymret ham en anelse. Han kommer på scenen med et lavmælt nummer efter pausen. Poseknitren i salen ville straks indikere, at publikum kedede sig. Men han hørte ikke en lyd. De "nye" skuespillere i Hjørring Revyen var ikke de mindst lettede over at have en vellykket premiere bag sig. - Du kunne godt have advaret mig om, at det var SÅ hårdt at spille Hjørring Revy, lød det med et smil fra Helle Dolleris, da hun udmattet sank ned på et trappetrin, tændte en velfortjent smøg og fortalte om sin oplevelse af forløbet og publikums begejstrede modtagelse af revyen. - Jeg beundrer de skuespillere, der tager herop og spiller revy hvert år. Det har været en stor hjælp for Oliver (Peter Oliver Hansen) og mig, at de andre har prøvet det før. Og så siger de i øvrigt, at vi har været i god tid i år, sagde Helle Dolleris, der måtte have læge til sin stemme dagen før premieren. - Det var vel premierenerver, vurderer skuespilleren, hvis stemme dog var tip-top på premiereaftenen. Hendes vurdering deles af skuespiller Peter Oliver Hansen, der også prøver Hjørring Revyen for første gang. - Det er én af de største udfordringer i mit liv. Vi har lavet om helt indtil de sidste dage før premieren, og vi har skrottet tekster, men det gør jo ikke noget, når vi alle er glade for de tekster, vi har beholdt, sagde en glad og lettet Peter Oliver Hansen.