Lykkelige rynker

Om lykkehormons stimulerende virkning på både dovenskab og taljemål

Man behøver kun at have været der et par gange, før man synes, det er den naturligste ting i verden at stå med det ene ben bøjet og det andet hængende bagud, godt ud over pladen, eller med begge to bøjede og knæene strittende ud til siden i de tredive sekunder ad gangen, maskinen gennemryster én. Personen på den anden powerplate kommer til den samme øvelse før eller siden, og så kan hun jo prøve, om hun kan gøre det fiksere. Det kan hun ikke. Erfaringen fra en af massagebænkene, hvorfra der er behagelig diskret udsigt til lokalet, mens man lader sine bagsidedeller massere i taktfast rytme, har overtydet én om, at her er alle i samme båd. Der er ikke så mange muligheder for individuel variation, for enten gør man det rigtigt og spænder de muskler, der skal rystes, eller også virker det ikke. Og på planchen på væggen kan man se, hvilke muskelgrupper, det gælder til hvilken akavet stilling, og så er det sådan, man gør. Måske er vi ikke bare i samme båd. Måske er der et eller to fælles psykisk træk hos alle os, der kappes om at få en tid? I det mindste et kvarter på rystepudseren, hvis man ikke kan tilrane sig tre kvarter og nå begge maskiner. Måske er vi lidt dovne, og måske er vi – derfor – også lidt godtroende, når vi tror på, at det hjælper? Måske er vi også bare åbne for nye måder ... Jeg tror på det! Så er det sagt, og hvis det kan bemærkes lidt diskret, så bilder jeg mig ind, at det endda kan ses, at der er noget om det. Fire centimeter i taljen er trods alt noget, og lidt mere nedover er heller ikke dårligt, når det er et krympemål. Heidi, der ejer etablissementet, siger, at det er ganske vist, for masser af undersøgelser har dokumenteret effekten. Ellers havde hun slet ikke valgt lige præcis denne her maskine. Det er århundredets opfindelse. Et kvarter, så har man taget 500 armbøjninger, hvis man bare har spændt overarmene lidt, og det kan man overhovedet ikke lade være med, når man støtter på tæerne og med udstrakt korpus hviler på de sitrende underarme. Et tryk på repeat, så baner de elektriske impulser sig op igennem hele overkroppen og kildrer både næse og ører. Og før man har nået at tænke på den motion, man aldrig ville have overkommet alene på grund af den tid, det ville tage, er de 30 sekunder gået, og man kan finde ind i sin næste stilling, trykke på knappen, og lade sig ryste i en ny omgang. Ti øvelser hører der med til et sæt. Jeg er i gang med mit sidste kvarter i den månedspakke, jeg lagde ud med. 850 kr. Det er fundet for ét plus to kvarters jævnlig, uanstrengt effektivitet, som man hverken sveder af eller puster over. På multimasteren kan man ligefrem blunde lidt de sidst seks minutter, mens maskinen sum- -mer under én og måske/måske ikke gør det af med noget krølfedt tilligemed. Kan det være nemmere? Okay, måske burde man cykle frem og tilbage for at få pulsen op, men når man kender en, der ikke har haft ondt i en hårdt plaget ryg, siden hun begyndte her i Easy Body Care, og når rygtet vil vide, at en eksamineret fysioterapeut har anskaffet sig en rystemaskine af samme slags, fordi den er effektiv til patienter med svage muskler og kan bruges til genoptræning, skulle man så lade sig hæmme af en dum, overvurderet talemåde, der antyder, at det skulle være suspekt at springe over, hvor gærdet er lavst? Nå, jeg ved ikke helt, hvem det er, jeg prøver at overbevise, mens jeg beslutter mig for at købe et nyt ti-tures kort til rystepudseren. På en for-og-imod-liste er der flest for’er: mine mistede centimeter og tabte kilo foruden i det mindste to af de anprisninger, firmaet reklamerer med: øger muskelstyrken med op til 30 pct. mere end ved konventionel træning, og øger produktionen af serotonin, det menneskelige lykkehormon. Lykkehormon? Aha! Så der er forklaringen: det er da smilerynker, de markante streger, jeg har fået ned over kinderne, efter at jeg begyndte med de rystelser. Pyha, jeg var bange for, om skindet var blevet rystet helt fra ...