Lykkeligt lejrliv på Bjergheden

En uge på hesteryg er ikke den værste sommer, man kan ha’

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Let springundervisning på ridelejrens sidste dag.

NAVNSØ:Et stort samisk spidstelt har hele ugen været den hyggelige base for pigerne på sommerens sidste ridelejr på Bjerghedevej. Inde i mørket hersker kaos. Soveposer, madrasser, tøj og tomme chipsposer, som et sikkert tegn på, at her er blevet pigehygget til ud på de små timer. - Det har helt sikkert været sjovt at være på ridelejr. Jeg har ikke redet så meget på det sidste, men jeg synes, at jeg har lært meget, siger Jeanette Nysum fra Nibe. Og hun er ikke den eneste, der er begejstret efter ugens mange badeture i Navnsø og de utallige rideture i naturen omkring ridelejren. - Det har været dejligt, at ride ude i naturen. Det har jeg lært meget af, fortæller Amanda Hansen, som bor i Aars, når hun er hjemme og også går til ridning på byens rideskole. - Men det er noget lidt andet at ride ude i naturen. Det er faktisk lidt sværere end at ride i en ridehal, siger Amanda Hansen, der synes, at hun har fået nogle gode ridetips med hjem selvom hun har gået til ridning i fire år. - Jeg er blevet bedre til at bruge benene til at styre hesten i stedet for kun tøjlerne, siger hun.