Musik

Lykken er at sidde i sit lille værksted

To blodpropper gjorde Erik Hansen invalid - men på sygehuset fik han en ven, der gav ham nyt håb

SÆBY:Den kom, da Erik Hansen trådte over dørtærsklen til sin arbejdsplads en tidlig morgen. Et skærende smerte fyldte hele kroppen ud, og dybt rystet vaklede maskinarbejderen ind til sin værkfører. - Hold da kæft, Erik, du er jo syg, sagde han. Den dag i 1990 ændrede Erik Hansens liv sig for altid. Et aktivt liv med hårdt fysisk arbejde var slut, for smerten var forårsaget af en blodprop i hjertet. Endnu en blodprop stødte til, desværre af en type, som lægerne ikke kunne operere. - Fra den ene dag til en anden var jeg blevet invalid. Jeg får stadig 24 piller om dagen for at holde smerterne om endnu en blodprop væk, fortæller Erik Hansen. Mødte guldsmed På sygehuset var maskinarbejderens krise til at få øje på. Hans identitet hang uløseligt sammen med rollen som aktiv på arbejdsmarkedet. Og så var det pludselig slut. - Jeg spekulerede selvfølgelig meget på, hvad jeg nu skulle lave. Resten af mit liv skulle bruges på et eller andet godt. Det var jeg klar over. Jeg vidste bare ikke hvad, siger Erik Hansen. På sygehuset faldt han i snak med en anden patient, Gunnar Andreasen. Guldsmed af profession og en rigtig flink fyr. De to talte sammen i timer. Og joh da, Erik ville meget gerne besøge Gunnar privat, efter at de begge var blevet udskrevet. Snakken fortsatte over kaffen og bollerne ved Gunnars spisebord. Der blev også spillet harmonika - et instrument, som begge beherskede. Blev oplært - Og så gik det altså sådan, at jeg nærmest kom i "lære" hos Gunnar. Han lærte mig simpelthen guldsmedefaget fra bunden. Nogle gange boede jeg hos ham flere dage i træk. Jeg blev utrolig bidt af det. Sådan er jeg. Når jeg dyrker mine interesser, så bliver det let meget intenst, og sådan gik det også med fremstillingen af smykker, forklarer Erik. For ham var det ganske naturligt at arbejde med rav. Et materiale, han allerede som barn i Lyngså lærte at kende indgående. - Jeg samlede strandskaller til landmændenes høns og havde lavet en slags si til formålet. Nogle gange fik jeg også rav i sien. Det solgte jeg til landmændene. På den måde tjente jeg faktisk til mit konfirmationstøj - inklusiv sko. Erik slår ud med armene og griner, som han så ofte gør. Historien om tøjet er også god. Og den lærte knægten, at der er penge i de gyldne rav-stykker, der i rigelige mængder skyller ind på Vendsyssels kyst. Men han havde alligevel ikke altid lyst til at sælge, for han syntes, at ravstykkerne var så flotte. Det synes han stadig. Rav-øjne - Jeg er dybt fascineret af rav. Det kan have vidt forskellige farver, og ikke to stykker er ens. Det er et spændende materiale at arbejde med. På én gang er det både hårdt og sejt. Nogle gang splintres det i 1000 stykker, andre gange er det føjeligt og nemt at arbejde med, fortæller Erik Hansen. Han har "rav-øjne", som han selv udtrykker det. Det vil sige evnen til at se ravet mellem skaller, tang og andet opskyl. Måske er denne evne medfødt. En kendsgerning er det i hvert fald, at masser af mennesker af en eller anden grund ikke får øje på de værdifulde klumper, selv om de forsøger. - Engang mødte jeg nogle damer på stranden. De sagde, at de havde ryddet hele området mod syd for rav. Alligevel gik jeg mod syd. Og så fandt jeg et stykke rav på 56 gram. Det var på størrelse med en kartoffel. Damerne spærrede godt nok øjnene op, da jeg viste dem det, fortæller Erik. Pandelamper De seneste par år har han fundet rigtig meget rav. Han er ofte på stranden for at lede. Gode tidspunkter er efter en storm med hård vind fra sydøst. Det ved mange, så det gælder om at være på dupperne. - Jeg har hørt, at ravsamlere går rundt med pandelamper om natten for at være de første. Det er godt nok for meget. Så er det næsten ikke sjovt mere, synes Erik. De mange ravklumper forarbejder han selv hjemme i sit lille værksted. Han saver, pudser og polerer. Og frem vokser smukke, men vidt forskellige stykker, der laves til armbånd, halskæder eller kommer til at indgå i mere komplicerede smykker - typisk sammen med sølv. Det hele laver Erik Hansen selv i hånden. Rare mennesker Priserne kan vel nærmest betegnes som rørende. Men produktionen handler ikke om at tjene penge. - Jeg sidder ikke i en dyr butik og skal ikke betale lønninger. Jeg har stort set ingen udgifter. Og meningen er ikke, at jeg skal tjene en masse penge på det her. Jeg elsker håndarbejdet, og gennem det træffer jeg en masse spændende og rare mennesker. Det er derfor, jeg bliver ved, fortæller Erik Hansen. Man træffer ham ikke på så mange markeder, for helbreddet er ikke til det. Dog er han fast indslag på Lyngså Marked, og om sommeren har han en stand ved Fiskehandler Jensen på Sæby Havn. Senest havde han også en stand på julemarkedet på Sæby Ældrecenter. - Men efterhånden kommer mange kunder hjem til mig privat. Det er udmærket, synes jeg. Så sælger jeg lidt og møder nogle spændende mennesker, siger Erik Hansen, der bor på Elisabeth Billesvej i det vestlige Sæby. Spiller bas Og så må vi hellere fortælle, at den 62-årige smykkekunstner også er inkarneret musiker og medlem af Volstrup Harmonikaorkester. Her spiller han bas, selvom han behersker harmonikaen til UG. - Vores gamle bassist fandt et andet orkester at spille med. Jeg tænkte, at jeg da sagtens kunne lære at spille bas, men det har vist sig sværere end som så. Men efterhånden går det da helt godt, siger Erik Hansen. Og mon ikke man trygt kan stole på, at han ender med at blive meget dygtig. For sådan er det med Erik Hansen. Når han begynder på noget nyt, bider han sig fast og knokler intenst indtil han er god. Og så er det vel egentlig ligegyldigt, om det handler om rav eller basgange. Bare man har det godt og nyder livet.