Lykkens gang

Den nordjyske komponist Mogens Binderup har for tredje år i træk en sang i finalen ved Dansk Melodi Grand Prix

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mogens Binderup er en smule overrasket over, at det er sangen "Det' det", der blev udtaget til årets konkurrence - men han tror på dens chance i aften. Foto: Martin Damgård

Han er glad. En smule overrasket. Og forventningsfuld. - Vi ender i top fem. Det håber jeg i hvert fald. Skal man tro danske talemåder og ordsprog, har den nordjyske komponist og producer Mogens Binderup al mulig grund til at stole på sit held, når han sætter sig til rette i Messecenter Herning i aften. Ikke alene er det tredje gang – og dermed også lykkens – i træk, at hans navn står ud for en sang i en finale ved Dansk Melodi Grand Prix. Det er også alle gode gange tre for årets bidrag ”Det’ det”. Sangen, som trioen SUKKERCHOK skal synge, er skrevet i samarbejde med Lasse Lindorff og Lise Cabble, kendt fra blandt andet 90’er-gruppen Miss B. Haven. De sendte den ind til konkurrencen allerede sidste år og troede fuldt og fast på, at den nærmest ville være selvskrevet til at være med. Men ”Det’ det” blev vraget, og de tre lavede derfor en ny og lidt mere rockpræget version og sendte den ind igen til årets konkurrence sammen med et par andre sange. - Jeg havde en rigtig god fornemmelse med de to andre sange, så jeg blev lidt overrasket, da DR så ringede og sagde: Tillykke, ”Det’ det” er med, forklarer han. Den nye version af sangen skilte dog vandene i sangskriverteamet, og Mogens Binderup måtte derfor endnu engang til mikserpulten for at sætte den version sammen, som SUKKERCHOK synger i aften. - Jeg har taget sangen i en helt anden retning end den udgave, vi sendte ind. Den har en yngre lyd og er mere poppet, siger han og tilføjer, at netop det unge udtryk kan blive ”Det’ det”s chance i et meget skarpt grand prix-felt. I modsætning til sidste år er der nemlig lidt større aldersspredning på deltagerne på scenen, og samtidig er der mange rigtigt gode sangere og sangskrivere med. - I det hele taget er konkurrencen blevet hårdere – også fordi der var færre pladser at kæmpe om, siger 49-årige Mogens Binderup og hentyder til, at DR har skåret grand prix’et ned fra 16 sange de seneste år til kun seks pladser i år – mod til gengæld at invitere fire kunstnere med på såkaldte wildcard. Hvad det nøjagtig er, der bringer den nordjyske komponist gennem nåleøjet år efter år, har han selv mere end svært ved at pege på. Det bedste bud hedder mavefornemmelse eller evnen til at mærke, når det, han har lavet, er rigtigt. - Jeg har sangene for tæt inde på livet til at kunne vurdere dem objektivt, men jeg kan kun sige, at jeg arbejder meget instinktivt. Og så betyder det også noget, at vi skriver meget i team, og at jeg har en manager, der er god til at foreslå, hvem jeg kan få noget ud af at arbejde sammen med, siger han. Inspirationen til nye sange, hvad enten det er til grand prix eller et bredt udvalg af den danske popbranche, får han ved at høre musik eller ved simpelthen at sætte sig ned med computer eller guitar. For ofte fører et par toner, en rytme eller et guitarrif til endnu en sangbid og en mere, indtil der er stykker nok til at danne en sang. - Så sætter man sig selvfølgelig ned på et tidspunkt og kigger på, hvad der mangler – sådan lidt mere kalkuleret, siger han. En af de sange, som Mogens Binderup har skabt ud af dette byggeklodssystem er Sanne Salomonsens seneste single ”Taxa”, som også er forløber for hendes længe ventede comeback album. - Den begyndte med, at Lise Cabble sad og spillede et par toner, og så kom jeg ind med lidt og så byggede vi ovenpå det. Muligheden for at skrive til Sanne Salomonsen er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse for Mogens Binderup. For selv om han gennem mere end 10 år har levet af at producere og skrive musik til andre, så indrømmer han, at det er svært ikke at blive imponeret, når en af dansk musiks helt store kanoner inviterer én til at lege med. Og så er det i øvrigt mindre vigtigt, om han er at betragte som håndværker eller kunstner. - Det ved jeg ikke. Det er faktisk et godt spørgsmål, lyder det noget tøvende. - Noget af det er håndværk. Helt sikkert. Men det ser jeg heller intet galt i. Og om det så bliver til kunst, må jeg lade andre om at vurdere. Men det er i hvert fald noget, jeg brænder for. Jeg er også lidt bange for ordet kunstner, for der er en klang i det, som jeg har det lidt svært med. Det bliver let noget selvhøjtideligt. Til gengæld er han ikke længere bange for at blive konfronteret med andres misundelse over, at det går ham godt – også når det gælder melodi grand prix. Avisskriverier med antydninger om, at han er en del af en musikmafia, der styrer konkurrencen, har han kun skuldertræk tilovers for. Han ved, at sandheden er en anden. Og at det eneste, der styrer ham, er mavens fornemmelse for, hvornår sangen er rigtig og så håbet om, at tredje gang må være lykkens gang.