Medicin

Lykkepiller har en god bivirkning

Hjælp at hente, hvis manden har for tidlig sædafgang

Viagra og andre medicinske præparater til behandling af mænds rejsningsproblemer har sat fokus på mandlig seksualitet. Der er blevet almindeligt og alment accepteret, at tale om mandlige seksuelle problemer. Behandlingen af rejsningsproblemer er efterhånden kommet i en rimelig god gænge, selv om der fortsat er alt for få der behandles. Det må nu være på tide, at tage fat på det allerhyppigste mandlige seksuelle problem, den for tidlige sædafgang. Sædafgangen styres af det selvbestemmende (autonome) nervesystem, dvs man kan ikke med sin vilje bestemme, hvornår man vil have udløsning. Imidlertid kan de fleste mærke, hvornår de er så seksuelt ophidsede, at sædafgangen er ved at komme. Man kan så styre den, ved at øge eller mindske den seksuelle stimulation. Manden med for tidlig sædafgang kan ikke holde sin udløsning tilbage. Han får sædafgang efter få samlejebevægelser eller i nogle tilfælde inden han når at indlede samlejet. At lide af for tidlig sædafgang er en ulykke for manden, der føler sig som en dårlig elsker og dårlig mand. Det gør ham underlegen i forhold til partneren, der ikke får det samleje, der var lagt op til. Han føler skyldfølelse og mindreværd og er nervøs for hvordan partneret vil reagere. Han bliver bange for at lægge op til seksuelt samvær, fordi det kan medføre samleje, der vil demonstrere hans problem. For tidlig sædafgang er også en ulykke for kvinden. Det intense, dejlige samleje hun forestiller sig, bliver alt for hurtigt afbrudt. Hun kan føle sig skuffet, ulykkelig, forvirret og afvist. For at gøre ondt værre, taler parret oftest ikke om, hvad der egentligt er problemet. I stedet får man en ond cirkel af misforståelser, nedtrykthed og gensidig hakken på hinanden. Stærke parforhold kan leve med problemet i årevis og have det rimeligt godt med det, fordi deres samhørighedsfølelse og kærlighed kan bære det seksuelle problem. I parforhold præget af magtkampe og manglende forståelse, finder kvinden hurtigt ud af, at intet er så effektivt at slå en mand i hovedet med, som hans manglende seksuelle formåen. Han vil så til gengæld hævne sig på andre måder. Lidelsen for tidlig sædafgang er normalt livslang, hvis den ikke behandles. Man kan behandle for tidlig sædafgang med moderne antidepressive midler, de såkaldte lykkepiller. Man udnytter en kendt bivirkning ved medicinen; den forsinker sædafgangen. Man kan tage medicinen hele tiden eller blot om morgenen, de dage man ønsker samleje om aftenen. Det man egentlig anbefaler er en helbredende behandling. Det vil som oftest være en parbehandling, der vil bestå i en kombination af samtaler og øvelser. Øvelserne skal øge mandens opmærksomhed på hans seksuelle spænding og hvornår han er tæt på udløsning og derved give ham kontrol over sædafgangen. Behandlingen regnes for den mest succesfulde inden for sexologien og den vil helbrede langt de fleste. Svend Fonslev er seksual- og samlivsrådgiver og praktiserende læge i Brovst.