Lykketoft fanget i fløjkrig

Kampen mellem S-folketingsgruppens fløje er en kamp om poster, men også om fremtidens politiske linie

Poul Nyrup Rasmussen går sammenbidt rundt på Strøget i København og deler roser ud. Mogens Lykketoft og Svend Auken drikker kaffe sammen. Det er de sidste timer før vælgernes dom ved folketingsvalget 20. november 2002, og mens Nyrup kæmper for sin fremtid i partiet, taler Auken og Lykketoft om partiets fremtid. - Jeg støtter dig som ny formand, hvis Poul går frivilligt, siger Svend Auken til Mogens Lykketoft. Begge har forstået meningsmålingerne. Socialdemokratiet står til at miste regeringsmagten. Venstres Anders Fogh Rasmussen er statsminister om få dage. Fremtiden tilhører ikke Nyrup. Men efter det forudsigelige valgnederlag, går Poul Nyrup Rasmussen mod forventning ikke af som Socialdemokratiets leder. Og dermed cementerer han den fløjkrig i Socialdemokratiet, der ellers omsider var på retur, men senest manifesterede sig forleden, da Karen Jespersen blev vred og forlod posten som partiets socialordfører. Efter valget kunne Nyrup have valgt en "Uffe-model", som da Venstres Uffe Ellemann-Jensen gik af straks efter valget i 1998. Det ville kostet en masse ballade i nogle uger, men så kunne partiet samlet have set frem mod næste valg. Men Nyrup blev. Socialdemokratiet havde ikke lige så klar afløser som Venstre i 1998, og Nyrup kunne ikke få sig selv til at støtte den mest oplagte, Frank Jensen - manden, der var hovedtaler for Auken på kongressen i 1992, da Nyrup fældede Auken som partiformand. Da det kom til stykket, hang Nyrup fast i den gamle fløjkrig, som dermed fik nyt brændstof. Lykketoft lurer på chancen Det følgende år bliver et trist kapitel, når årtiets partihistorie engang skrives. Nyrup forsøger gentagne gange at forny partiet ved at indsætte sine meningsfæller på centrale poster, og Auken gentager sit tilbud om støtte til Lykketoft flere gange. Også meget officielt som i august i Aukens lejlighed. Her overhører Frank Jensen, Pernille Blach Hansen og Jacob Buksti tilbuddet. Lykketoft er der som sendebud for Nyrup med en plan om fornyelse af folketingsgruppens ledelse. Men Auken siger nej (planen giver Nyrup-fløjen for mange poster), og så får Lykketoft altså endnu engang tilbuddet om hans støtte, mens Aukens nærmeste er til stede. En demonstration af, at Auken mener det seriøst, og at han ikke er alene. Det hører med til historien, at Lykketoft havde frarådet Nyrup at gennemføre ændringerne i gruppeledelsen. Set i bakspejlet ser det nemt ud som om Auken siden valgnederlaget har arbejdet på at undergrave Nyrups position, og som om Lykketoft er gået i venteposition, mens magtkampen raser. Han refererer næppe alle detaljer fra mødet med Auken og hans folk, da han kommer tilbage til Nyrup. Både Auken og Lykketoft har det problem, at et åbent oprør mod Nyrup er dømt til at mislykkes. 1992-traumet sidder så dybt i partiet, at oprør mod en siddende partiformand er selvmord. Da Nyrup ikke vil opgive kampen, bliver han genvalgt med akklamation på partikongressen i Aalborg, hvorefter han slæber sig videre fra nederlag til nederlag. 19. november opgiver han sine forsøg på at give tøjlerne videre til sine håndgangne folk. I dagene forinden havde han ellers bøjet af i forhold til Auken-fløjens ønsker, men nu var det ikke nok. Dens totale sejr var jo også inden for rækkevidde. Nyheden om at Nyrup opgiver er dårligt kommet ud, før Lykketoft melder sig som kandidat, og andre mulige kandidater melder fra. Svag ny leder Mogens Lykketoft bliver formand på partikongressen 14. december, men det virkelige slag står to dage efter i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg. Fløjkrigen raser, og Lykketoft bliver afsløret som svag. Den model for en fremtidig ledelse, han prøver at sælge til Nyrup-fløjen, er den model, han kan få Auken-fløjen med til, og det er ikke nok for Nyrups folk. De siger nej og vælger at stille op til kampvalg om posterne som gruppeformænd og næstformænd. De ved, de ikke kan vinde, men vælger bevidst at udstille uenigheden og den ny leders svage position i gruppen. Nyrup-fløjens stemmetal er forbavsende høje. Jan Trøjborg får 22 stemmer mod Pia Gjellerups 27 om posten som gruppeformand, og Henrik Sass Larsen 24 stemmer mod Pernille Blach Hansens 29 i afstemningen om den ene næstformandspost. Så stor er Nyrup-fløjen ikke, men mange folketingsmedlemmer er frustrerede over den måde, formandsskiftet foregik på, og at der næsten samtidig med at Lykketoft meldte sin kandidatur, forelå en aftale om fordelingen af posterne i gruppen. Situationen i dag er en partiformand med problemer i folketingsgruppen. Mogens Lykketoft vil forny partiet, men han har lagt sig ud med fornyerne, og må støtte sig til Svend Auken, lederen af den mere traditionelle socialdemokratiske linie. Dolkestødene, bagholdsangrebene og de regulære skyttegravskrige hos Socialdemokraterne udspilles nemlig langtfra bare på baggrund af gammelt nag og personlige ambitioner. Bannerførerne for de to fløje er reelt politisk uenige på afgørende områder. Derfor handler kampen om magten i Socialdemokraterne ikke bare om personer, men om hvilken politisk vej partiet skal vælge fremover. Mens Auken-fløjen består af traditionelle socialdemokrater, ønsker Nyrup-fløjen at smide en del af den socialdemokratiske børnelærdom overbord. Tydeligst er forskellen på fløjenes syn på udlændinge og på velfærd. Venner på sidespor Grundlæggende mener Auken-fløjen, at flygtninge- og indvandrerproblemer skal løses ved, at udlændingene behandles anstændigt gennem en veltilrettelagt integrationsproces - det er ikke antallet af udlændinge i Danmark, der giver ballade, men hvordan de behandles. Derimod støtter Nyrup-fløjen store dele af VK-regeringens bestræbelser på at mindske udlændinges lyst til at rejse til Danmark. For den fløj mener, at antallet af udlændinge et langt stykke hen ad vejen udgør selve problemet. Når det gælder velfærd, ønsker Auken-fløjen, at Socialdemokraterne fortsat skal være garanten for folkepension, efterløn, børnecheck, offentlig ældreservice og en række andre af de goder, som partiet sikrede danskerne i forrige århundrede. Auken og hans folk vil have en offentlig sektor, der måske ikke behøver at vokse yderligere, men som bestemt ikke skal skæres ned. Derimod er Nyrup-fløjen ikke forelsket i den offentlige sektor og mener, at servicen over for borgerne kan forbedres ved at udsætte det offentlige for konkurrence fra private på visse områder. Samtidig pusler fløjens frontkæmpere med kontroversielle idéer, som at danskere med fede lønninger ikke behøver at få fuld børnecheck og folkepension, fordi pengene kan bruges mere fornuftigt til svage grupper. Den politiske uenighed kommer også til udtryk på andre områder. Senest da den nye ledelse med opbakning fra Auken-fløjen erklærede sig kritisk over for Danmarks deltagelse i USA's missilskjold. Straks appellerede Nyrup-fløjens Jan Trøjborg til en mere forsonlig holdning, idet han og hans meningsfæller er stærkt nervøse for at Socialdemokraterne søsætter en ny periode med fjendskab over for USA, som dengang Svend Auken tvang Schlüter-regeringen til den såkaldte fodnotepolitik i NATO. Problemet for Lykketoft er, at han har forståelse for Nyrup-fløjens holdninger - ja, han har i spøg erklæret sig som æresmedlem af Nyrup-fløjen, fordi han jo i ti år har stået bag Nyrup. Udlændingepolitisk vil Lykketoft ikke ændre væsentligt på regeringens stramninger. Og han har varslet et opgør med den traditionelle socialdemokratiske velfærdspolitik. Men de partifæller, der støtter hans holdninger, har han ladet sig presse til at køre ud på et sidespor.