Lykketoft og Fogh er der ikke

LO i Farsø vil holde gammeldags vælgermøde med fokus på politik

FARSØ:- Vi vil simpelt hen have et gammeldags vælgermøde uden fokus på de to kandidater,vi hele tiden ser på tv. Det siger faglig sekretær Gert Jakobsen fra fagforeningen 3F i Farsø. Så på mandag er der ikke skyggen af hverken Lykketoft eller Anders Fogh, når der holdes vælgermøde i SiD-Huset på Thit Jensens Vej I Farsø. Til gengæld kan arrangørerne love, at de fire kandidater, der stiller op til mødet, allesammen er opstillet i Vesthimmerland - nærmere bestemt Aars-kredsen. De fire, der stiller op til mødet er Folketingsts formand, Christian Mejdahl(V), Vagn Flink (S), Tommy Eggers (DF) og Pernille Vigsø Bagge (SF). - Kandidaterne får op til 10 minutter til at holde deres valgoplæg, og så er der ellers lagt op til debat mellem kandidaterne og folk i salen, siger Gert Jakobsen. Man skal derfor ikke regne med amerikanske tilstande, hvor fokus er på personerne. - Nej, vi vælger at se på den politik, som de enkelte kandidater vil føre i Folketinget, og vi lægger da op til en slags møde, hvor vælgerne kommer helt tæt på de fire kandidater. Det er den lokale afdeling af LO, som står bag arrangementet, og der bydes på en lille forfriskning ved aftenenes vælgermøde i Farsø.