EMNER

Lykketoft skuffet over nytårstale

KØBENHAVN:Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, er skuffet over statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nytårstale. Mogens Lykketoft mener, at Anders Fogh Rasmussen skøjter let hen over de store udfordringer, Danmark står overfor i det kommende år. Nytårstalen forholder sig ikke til det, som bliver den alvorligste udfordring for regeringen i det nye år: Nemlig at arbejdsløsheden er på den gale vej, og at økonomien er ved at blive ringere, siger Mogens Lykketoft. Socialdemokraternes formand beklager samtidig, at statsministeren udskyder en afstemning om de danske EU-forbehold til tidligst engang i 2004 eller 2005. - Det vil ikke alene svække Danmarks indflydelse, at vi hverken er med i udformningen af den fælles udlændingepolitik og den nye fredsbevarende styrke på Balkan. Det vil også svække Danmarks forhandlingsposition om den nye traktat, når vi stadig opretholder de forbehold. Derfor er tiden inde i 2003 til at revurdere forbeholdene, siger Mogens Lykketoft. Den socialdemokratiske formand er dog enig i Anders Fogh Rasmussens angreb på fundamentalistiske kræfter i Danmark, selv om Mogens Lykketoft også mener, at ordene dækker over, at VK-regeringen ikke har noget bud på, hvordan flygtninge og indvandrere bliver integreret i det danske samfund Mogens Lykketoft anklager ligeledes Anders Fogh Rasmussen for at trække dynen op over hovedet, når han i åbningstalen ikke nævner den kommende skattereform. - Det er udtryk for, at regeringen ikke ved sine levende råd og ikke har pengene. Socialdemokratiet har hele tiden sagt, at man kun kan lave en skattereform, som giver almindelige lønmodtagere mere, hvis man opgiver det såkaldte skattestop, som især gavner de store ejendomsbesiddere, og henter pengene nogle steder, hvor der er store gevinster - som for eksempel i Nordsøen. Det er den eneste måde, man få tilstrækkelig mange penge på bordet, og det bliver regeringen nødt til at forholde sig til, siger Mogens Lykketoft. /ritzau/