Lykketofts røde genistreg presser Fogh

S udstiller svagheden i regeringens skattestop ved at love lavere skat til alle

Aalborg 13. september 2002 08:00

KØBENHAVN:- Nu går vi virkelig til makronerne, sagde Mogens Lykketoft, da han i går sammen med Jacob Buksti præsenterede sit partis ny skatteudspil. For en gang skyld handlede det ikke om komplot, fløjkampe og udlændinge, men om det første offensive udspil fra partiet siden det smertelige valgnederlag i november. D'herrer nød åbenlyst at snakke politik igen efter måneders dødvande, og der blev ikke lagt fingre imellem. Udspillet 'Fremtidens velfærd, lavere skat til alle' lægger ganske enkelt op til den mest gennemgribende ændring af det danske skattesystem siden indførelsen af kildeskatten i 1970. Og den dementerer fuldstændig påstanden om, at socialdemokraterne ikke er i stand til at forny sig. Her er skattelettelser til alle i en reform med både nytænkning, røde roser og et par enkelte tidsler. Hele herligheden finansieres af et arbejdsgiverbidrag på 10 procent af virksomhedernes værditilvækst, og det vil sikkert fremkalde voldsomme reaktioner. Blot skal man huske, at modellen faktisk fungerer udmærket i mange andre europæiske lande, så det er trods alt ikke socialisme ad bagdøren, man nu går i byen med. Udspillet er heller ikke bleg for at slagte et par af partiets hellige køer. Man udhuler børnechecken og aftrapper skattefradraget for faglige kontingenter på en måde, der rammer faglærte grupper med pæne indtægter, og det må siges at være nye toner. Samtidig lægges planen frem på det bedst tænkelige tidspunkt. For det første giver man debatten på S-kongressen i Aalborg, som finder sted i den kommende weekend, et markant og positivt indspark. Det må siges at være tiltrængt. For det andet betyder Mogens Lykketofts lille genistreg, at de to regeringspartier trænges i defensiven. Nu er det pludselig den socialdemokratiske skattemodel, der sætter dagsordenen, og som alle tvinges til at forholde sig til. Når det i den efterfølgende weekend så er Venstres tur til at afholde landsmøde, risikerer partiets mantra om et skattestop at blegne. Folk vil begynde at spørge, hvorfor Venstre ikke kan finde ud af at sænke skatten, når socialdemokraterne godt kan. Det øger presset på Anders Fogh Rasmussen for at bevise, at hans regering er i stand til at levere varen. Netop i denne sag spiller de konservatives utålmodighed også en stor rolle. Bendt Bendtsen har flere gange været efter Venstre-ministrene, når de antydede, at der ikke er råd til at lette skatten. Han insisterer på en skattereform fra 2004, og derfor er Fogh fra i dag kommet under et dobbelt pres. Ikke mindst fordi han ved, at en skattereform sammen med S netop er den bedste garanti for, at reformen kan overleve på langt sigt. Hvis Fogh lærte noget af Pinsepakken, som blev kørt igennem af S, R, SF og Enhedslisten med det snævreste mulige flertal, så er det at skattereformer står sig bedst ved at have bred opbakning i Folketinget. Det er garantien for at de holder. Derfor vil S-planen blive studeret grundigt i Statsministeriet i de kommende dage.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...