Lyn og torden stopper EM-kamp i Ukraine

Ukraine og Frankrig nåede blot at spille fire minutter, inden dommeren måtte sende dem ud af banen.

Lyn og torden stopper EM-kamp i Ukraine

Ukraine og Frankrig nåede blot at afvikle fire minutter af deres indbyrdes EM-gruppekamp, før kampens hollandske dommer Björn Kuipers sendte alle spillerne tilbage i omklædningsrummene.

En kraftigt uvejr over Donetsk, hvor lynene glitrede, og tordenvejret bragede over stadion, fik dommeren til at træffe afgørelsen af hensyn til spillernes sikkerhed.

Samtidig ligger der blankt vand på banen, og det er endnu uvist, hvornår kampen bliver genoptaget, og om den overhovedet kan spilles fredag.

Hvis ikke kampen kan spilles fredag, vil den i stedet blive afviklet lørdag, lyder meldingen fra Ukraine.

/ritzau/