Lyn rammer festivalgæster

Mindst 13 skadet ved lynnedslag på stor musikfestival i Sverige

Lyn ramte gæster til svensk musikfestival. Modelfoto

Lyn ramte gæster til svensk musikfestival. Modelfoto

SVERIGE: Mindst 13 mennesker er bragt til observation på et hospital, efter de kom til skade ved et lynnedslag på den svenske musikfestival Peace & Love. Det skriver det svenske medie Aftonbladet.
- De er bragt til Falu Lasarett med lettere kvæstelser. De har ingen synlige skader, men de holdt paraplyer og andet strømledende i hænderne, siger Lena Sterner, som er informationschef ved det lokale styre i Dalarna.
- De er alle ved bevidsthed og kan gå, siger hun videre.
Hun forventer, at de tilskadekomne kan forlade hospitalet igen allerede tirsdag aften, når man er færdig med at undersøge dem.

Lyn ramte campingplads

Peace & Love er en af Sveriges største festivaler og finder sted i Borlänge i Dalarna. Blandt de optrædende er Rihanna, Roxette og Kent.

Lynet slog ned på campingpladsen, hvor gæsterne opholdt sig.
- Et lyn skal også være slået ned på festivalpladsen, siger politikommissær Bo Eriksson i Falun.
En festivaldeltager, Axel Larsson fra Uppsala, siger, at et uvejr kom pludseligt.
- Det havde været godt vejr, men det begyndte at regne let. Så pludselig tog regnen til i intensitet, og vi hørte høje tordenbrag i nærheden. Da blev man bekymret ved tanken om, at et lyn kunne slå ned i et telt, siger han.

- Der lød et brag

Hans-Michael Renström var vagt ved indgangen til campingområdet, hvor lynet slog ned.

- Først blev himlen mørk, siden kom der regn, og derefter lød der et brag. Jeg så ikke selve nedslaget, men jeg hørte det, og det var et voldsomt brag, siger han til Aftonbladet.
Jonas Uhlbäck bor 500 meter fra festivalområdet, og han hørte også braget.
Vidner til episoden er også påvirket, fortæller festivalens pressechef Ronny Mattsson.
- Flere af dem, som så det, har fået et chok, siger Ronny Mattsson.
/ritzau/TTS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.