Naturvidenskab

Lyn slog bunden ud af forsikringen

Borgmester afviser påstand om, at rådhuset er massivt underforsikret

SÆBY:Kortslutninger som følge af lynnedslag er svære at forsikre sig imod. Det må borgmester Folmer Hansen (V) konstatere efter de seneste dages debat om de skader, et lynnedslag 18. juni forårsagede på Sæby Rådhus. Som omtalt i avisen smadrede lynet telefonanlægget og de elektriske installationer. Regningen for nyindkøb og reparationer løb op i en lille million kroner, hvoraf kommunen - og dermed skatteyderne - skal betale en tredjedel. Angiveligt fordi rådhusets indboforsikring har en for lille dækning. Det har fået flere til at råbe højt om, at rådhuset er massivt underforsikret. Efter at have undersøgt sagen til bunds, siger Folmer Hansen (V), at det ikke er korrekt. Dækker ikke - Vi har en brandforsikring, en indboforsikring og - viser det sig - også en kortslutningsforsikring. Hvis rådhuset brænder ned, får vi et nyt. Og vores indbo er forsikret til 19 mio. kroner. Så jeg føler, at vi er rimelig godt dækket ind, siger Folmer Hansen. "Problemet" i den aktuelle sag er, at lynnedslaget ikke resulterede i en brand. I så fald havde brand- og indboforsikringen dækket skaderne. Men lynet skabte "kun" en alvorlig kortslutning, der desværre ødelagde store værdier. I sådanne sjældne tilfælde dækker indboforsikringen ikke, det gør derimod kortslutningsforsikringen. - Denne forsikring har en dækning på 500.000 kroner, og derfor må vi selv dække en del af regningen. Hvis dækningen skulle have været højere, havde præmien også været meget højere. Her kan man måske tale om underforsikring, men man skal gøre sig klart, at det koster mange penge med en bedre dækning, konstaterer Folmer Hansen. EU-licitation Han fortæller, at kommunens forsikringer løber ud ved årsskiftet 2003-2004. Inden da skal kommunens forsikringsbehov atter gås igennem, inden kommunen henter tilbud hjem i en EU-licitation. - Nogle har klandret os for, at der ikke er styr på forsikringerne. Men det passer ikke. Vi modtager hvert kvartal en rapport fra vores professionelle forsikringsrådgiver, så det er et område, vi jævntlig ser på. Og i forbindelse med den kommende EU-licitation kommer vi til at gennemgå området nøje, siger Folmer Hansen.