Klarup

Lynet slog ned

AALBORG:En dag i 1964 stod en flok unge mennesker i en trappeopgang i Tordenskjoldsgade. Hjem fra arbejde på værftet kommer Leo Pallesen, og da han foreslog de unge en omgang rugby, var de med på ideen. Lynet var slået ned. Det blev nemlig starten til Rugbyklubben Lynet, som siden har skiftet navn til aalborg Rugby Klub, men senest på generalforsamlingen tidligere på året har taget navnet Lynet med igen. Med Leo Pallesen som indpiskeren blev der i Idrætshallen på Østre Allé holdt et orienterende møde, som gik direkte over i en stiftende generalforsamling, og da det var overstået var klubben en realitet. - Vi fik tilsendt en gammel bold fra rugbyklubben Speed i København, og så fik vi lov at træne på græsarealet midt inde på travbanen. Vi havde ikke råd til rigtige rugbystøvler, så det blev gummisko med knopper under, og så gik det ellers løs, fortæller Leo Pallesen. Klubben havde i nogen tid ikke egne baner og lejede sig derfor ind i bl.a. Vejgaard, hos Aalborg Chang ja sågar i Østre Anlæg. - Siden trænede vi på det areal, hvor der nu er tunnel, og vi har også brugt grunden, hvor Kunstmuseet nu ligger, fortæller stifteren, der selv droppede håndbold, fodbold og gymnastik som sine sportslige interesser, da rugbyklubben blev født. I 1966 fik klubben med mellemkomst af bl.a. daværende viceborgmester Marius Andersen, stadsgartner Johannes Jensen og vandforsyningschef Friis Nielsen det areal på Johannesmindevej, hvor rugbystadion ligger den dag i dag. I starten af 70'erne havde rugbyen sin storhedstid i Aalborg med hele tre klubber, RK72, Goliath og Lynet med Lynet som den stærke på seniorsiden og Goliath på ungdomssiden. Men efter bare tre års levetid blev RK72 opslugt af Lynet, og Goliath, der havde hjemme i Klarup og også havde Leo Pallesen som medstifter, fusionerede med Lynet i 1992 til Aalborg Rugby Klub, der altså i dag også hedder Lynet. Højdepunkterne De sportslige højdepunkter blev nået i perioden 1980-86, hvor klubben spillede sig til syv danske mesterskaber på stribe og samtidig i 1982, 84 og 85 sikrede sig årets pokalmesterskab. Klubben har yderligere mesterskaber på bagen både på senior og ungdomssiden og har i dag omkring 150 registrerede medlemmer. Om muligheden for at fastholde medlemmerne siger tidligere bestyrelsesmedlem i Lynet Flemming Gade, der i dag er breddekonsulent i Dans Rugby Union: - Rugby og sport generelt har udviklet sig i retning af mere og mere konkurrence. Når landsholdene deltager i internationale turneringer med stærkt stigende konkurrence og professionalisme, så er vi nødt til at køre med på den udvikling, så vore landshold kan følge med. Men samtidig med den udvikling har vi forsøgt at øge breddearbejdet med bl.a. en landsdækkende ungdomsturnering og øget talentudviklingsarbejde med U17, U18 og U20-landshold, så fødekæderne er etableret. Flemming Gade understreger også, at rugbysporten - på trods af de øjeblikkelige problemer med at stille et superligamandskab i Aalborg - har fremgang i både medlemstal og klubantal på landsplan. - I 1996 var der cirka 1600 registrerede rugbyspillere i Danmark fordelt på 17 klubber. I dag er der over 2500 spillere i 30 klubber, oplyser breddekonsulenten.Jens