Lyngby Boldklub præsenterer underskud på 35 millioner

Efter nedrykning og trænerfyring er Lyngby Boldklub ramt af et underskud på 35 mio. kroner for sidste sæson.

Ritzau
Lyngby rykkede i sommer ned fra Superligaen. Mark Strudal blev efterfølgende udnævnt til ny cheftræner, indtil han blev fyret tidligere på ugen.
Fodbold 30. november 2018 18:44

KØBENHAVN: Årsrapporten for Lyngby Boldklub A/S viser et negativt resultat på samlet 35,2 millioner kr. for sæsonen 2017/18.

Det meddeler 1. divisionsklubben fredag på sin hjemmeside.

Ledelsen kalder årsregnskabet for "utilfredsstillende", men siger samtidig, at det ikke overrasker.

- Det var en ekstremt omkostningstung og kompliceret forretning, som vi overtog tilbage i februar, så underskuddet er som forventet, siger bestyrelsesformand Tommy Petersen ifølge hjemmesiden.

Ifølge klubben har ledelsen siden da nedbragt omkostningerne på fodboldforretningen fra i alt 50 mio. kroner om året til 34 mio. kroner om året.

Blandt andet er spillerbudgettet for førsteholdet skåret med omkring 45 procent, og fokus er skiftet tilbage på akademiet som fremtidens levevej for Lyngby Boldklub.

- Vi har et fantastisk akademi som fundament, og det er kommet tilbage i fokus, at Lyngby er en udviklingsfabrik, siger Tommy Petersen.

I foråret 2018 var Lyngby Boldklub på randen af konkurs, efter den tidligere hovedaktionær, Hellerup Finans, trådte i rekonstruktion.

Et konsortium af lokale forretningsmænd trådte til under navnet "Friends of Lyngby" og købte Hellerup Finans' aktiepost for "at skabe et nyt og mere stabilt økonomisk fundament".

Der er i regnskabsåret 2017/2018 således tilført 20.268.524 kroner i ny virksomhedskapital.

Samtidig er der opdaget skeletter i skabet efter overtagelsen fra Hellerup Finans.

Klubben melder således, at resultatet er påvirket negativt af blandt andet nedskrivninger på nu tidligere dattervirksomheder, tab på tidligere forbundne koncernselskaber og låneomkostninger på i alt 17,1 mio. kroner.

Klubbens revisor, Deloitte, har desuden fundet fejl i klubbens årsregnskab for 2016/17, så underskuddet for den sæson er steget fra 11,7 til 19,8 mio. kroner.

Lyngby rykkede i sommer ned fra Superligaen.

Mark Strudal blev efterfølgende udnævnt til ny cheftræner, indtil han blev fyret tidligere på ugen.

Lyngby indtager ottendepladsen i landets næstbedste fodboldrække - kun tre point over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...