Lyngby tog tredje 1-0-sejr i træk

Stolpen stod i vejen for Viborg, da hjemmeholdet tabte med 0-1 efter Jeppe Kjærs flotte solomål for Lyngby

Lyngbys nummer 15 Jeppe Kjær, scoret i 1 halvleg Runde 11 i Alka Superligaen. Viborg FF - Lyngby Boldklub på Energi Viborg Arena i Viborg kl. 12.00 den 25. september 2016. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Lyngbys nummer 15 Jeppe Kjær, scoret i 1 halvleg Runde 11 i Alka Superligaen. Viborg FF - Lyngby Boldklub på Energi Viborg Arena i Viborg kl. 12.00 den 25. september 2016. Foto: Mikkel Berg Pedersen

VIBORG:Lyngby vandt søndag eftermiddag en kneben sejr over Viborg i Superligaen.

De 3.126 tilskuere på Energi Viborg Arena kunne se gæsternes angriber Jeppe Kjær score et fremragende mål efter en individuel aktion, der sikrede Lyngby en sejr på 1-0.

Med sejren er Lyngby nu oppe på tre sejre i træk, som sender dem op på en sjetteplads og dermed en af pladserne i slutspillet.

Hjemmeholdet er fortsat at finde i nedrykningsspillet på en niendeplads med 11 point.

Gæsterne fra Lyngby kom til kampen med to sejre i de seneste to opgør på 1-0 over Brøndby og AaB, mens hjemmeholdet tabte deres sidste opgør i Aalborg med 0-1.

Første halvleg blev en intens affære, hvor en del af spillet foregik på midten af banen, mens begge hold gerne ville prøve at straffe hinanden med hurtige omstillinger.

Kort før pausen fik gæsterne fra Lyngby scoret, da Jeppe Kjær med en flot vending på kanten af feltet fik sat en Viborg-spiller, så han frit kunne komme igennem til afslutning.

Her svigtede den lille angriber ikke og udplacerede Peter Friis Jensen i Viborg-målet.

I anden halvleg blev Viborg tvunget til at komme længere frem på banen, og det betød, at hjemmeholdet fra andens halvlegs start fik lagt et hårdt pres på Lyngby-defensiven, som stod langt tilbage.

Viborg fik skabt flere gode muligheder i anden halvleg. Tættest på kom hjemmeholdet, da et afrettet skud fra Serge Deble blev reddet på stregen af Lyngbys målmand Jesper Hansen.

I næste runde tager Viborg imod de danske mestre fra FC København, mens Lyngby får besøg FC Midtjylland./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.