Lynge: - Nu går vi efter Europa
AaB's sportsdirektør melder overraskende kontant ud efter sejren i Odense over OB.

AaB's sportsdirektør, Lynge Jakobsen, melder hårdt ud efter sejren over OB, Foto: Scanpix
Efter to nederlag i træk er selvværdet tilbage blandt dem med stribede bluser på Hornevej. 2-1-sejren i Odense over OB virkede i hvert fald som mirakeleliksir på AaB-direktøren Lynge Jakobsen, som efter opgøret godt turde melde målsætningen ud for resten af sæsonen. - For os er det en vigtig sejr. Nu er vi på 38 point, og vi kan så småt begynde at smage den der femteplads. Nu er der fire runder tilbage og 12 point at spille om, konstaterer Lynge Jakobsen efter en runde som bragte AaB’erne op på syvendepladsen - fire point efter AGF, der besætter den sidste Europa Cup-givende plads i Superligaen. Mandomsprøve mod Brøndby Det bliver et nådesløst kapløb mellem AaB, AGF, Silkeborg og SønderjyskE om at sætte sig på femtepladsen, som i tilfælde af Europa League-kvalifikation kan vise sig at være et guldæg med en værdi på den rigtige side af 30 millioner kroner. - Jeg synes, vi skal snakke om femtepladsen nu. Der er jo ikke længere derop end at vi - med de kampe der er tilbage - kan nå det. Kan vi bestå manddomsprøven og nakke Brøndby søndag, så vil jeg sige, at det absolut ligeså godt kan blive os, der snupper den femteplads, mener Lynge Jakobsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.