EMNER

Lynghaven efterlyser nye ansigter

Bofællesskab på Fallingen inviterer alle til at besøge beboelsen ved åbent hus arrangement

SKAGEN:For fire år siden blev de 15 lejligheder i Lynghaven på Fallingen beboet for første gang. Der var stor interesse for at være en del af et bofællesskab for seniorer, og mange var på venteliste. Nu er ventelisten til lejlighederne tom, så derfor har bofællesskabet en opfordring: Overvej allerede nu, hvordan I vil bo, når I bliver ældre end I er i dag. Hvis ønsket er samvær og nærvær uden at det bliver for snærende eller forpligtende, så er Lynghaven måske en mulighed. Rynkeby I folkemunde - og sagt i al gemytlighed - kaldes området for ollekolle eller Rynkeby. Bofællesskabet har lavet en lille folder om sig selv, og lørdag den 13. september holder de åbent hus. I fælleshuset kan man få svar på alle spørgsmål om, hvad det er for et sted, og der bliver mulighed for at kigge ind i de fire forskellige typer af lejligheder. Lejlighederne hører til Grenen Boligforening. Her kan interesserede bede om at blive skrevet på en venteliste. Boligtilbudsliste - Det specielle ved Lynghaven er, at vi udgør et fællesskab. Derfor har vi en særlig boligtilbudsliste med tre enlige og tre ægtepar. De skal være godkendt af os, de bliver inviteret til vores fællesarrangementer så som den månedlige fællesspisning og kortere eller længere udflugter. Den ordning har vi for at vi kan lære hinanden at kende, og ansøgerne ved hvad de går ind til, forklarer en af beboerne Grethe Jensen, der sammen med Jette Reinwald og Ejnar Norsk udgør et kontaktudvalg. For kort tid siden døde en af beboerne og for første gang stod en lejlighed tom. Der var tre på boligtilbudslisten og de var vant til at komme i Lynghaven, men ingen af dem ville flytte ind i den ledige lejlighed. Argumenterne mod at flytte ind var ”lejligheden ligger det forkerte sted”, ”jeg bor godt nok” eller ”jeg er lige flyttet til noget andet”. Den almindelige venteliste var tom, så der gik noget tid inden en ny lejer flyttede ind. Hun havde tilfældigt hørt om Lynghavens tomme lejlighed, og hun er faldet rigtig godt til i fællesskabet. Villig til at flytte - Men nu vil vi gerne have nye navne på boligtilbudslisten. Betingelsen for at stå på denne liste er, at man er villig til at flytte ind straks. Tre år før beboerne flyttede ind i Lynghaven var de samlet en gang om ugen i en studiekreds. Da lærte de, at et fællesskab ikke mest handler om mursten, men om det, der er indeni - altså menneskene og måden de vælger at være sammen på. Holder øje - Det sociale er meget vigtigt. Vi holder øje med hinanden, men vi snager ikke. Vi reagerer, hvis en af naboerne ikke trækker gardinerne fra som sædvanligt. Vi tager hånd om hinanden samtidig med at vi respekterer hinandens privatliv. Vi er også opmærksom på, at ingen skal føle sig udenfor, forklarer GretheJensen. - Hvis man vil være alene, kan man lukke sin dør. Hvis man går i fælleshuset og tænder lyset, varer det ikke længe, inden man får selskab, fortæller Jette Reinwald. Man skal ikke frygte en masse arbejdsopgaver. Der er ikke tale om at man er hinandens hjemmehjælp. Viceværten sørger for at passe fællesarealerne. Beboerne betaler sig fra rengøring i fælleshuset og den aftensmad, som man spiser sammen en gang om måneden købes hos slagteren. Beboerne skal være medlem af en kaffekasse, hvis overskud også kan betale nogle af de udflugter, som beboerne arrangerer. Over 50 For at komme i betragtning til en lejlighed i Lynghaven skal man være fyldt 50 år, være selvhjulpen, ikke have hjemmeboende børn, gå ind for bofællesskabstanken og kunne både yde og nyde. Husdyr er ikke tilladt. Man kan blive skrevet på venteliste så snart man vil. Der har for eksempel være 30- og 40-årige på ventelisten. Det handler om at bestemme sig i god tid og ikke vente til man er blevet gammel. For slet ikke at tale om for gammel.