Lyngså festede i to dage

Borgerforeningen fejrede de første 60 år med fest og farver

Herren længst til højre er næstformand for Lyngså Borgerforening, Kaj Christensen, der i dagens anledning var udnævnt til guide på Skræddergården, hvor han viste gæsterne rundt og fortalte om de gamle landbrugsmaskiner.
Socialforhold 4. september 2007 06:00

LYNGSÅ: I weekenden fejrede Lyngså Borgerforening sit 60 års jubilæum. I samarbejde med andre foreninger i Lyngså blev jubilæet fejret på behørig vis med arrangementer flere steder i byen. Begge dage var byen festklædt med flagallé. Borgerforeningens officielle reception fandt sted på Aktivitetshuset Værestedet lørdag formiddag. Hertil siger formand for Lyngså Borgerforening, Gitte Mortensen. - Det har simpelthen været over al forventning. Vi er helt overvældet af de mange blomster, vin- og pengegaver vi har modtaget. Besøgstallet har været over al forventning. Et godt gæt vil være omkring 300 besøgende i alt. Totalt vil et realistisk gæt ligge i omegnen af et overskud på15.000, kroner, siger Gitte Mortensen. Til den officielle reception, lørdag formiddag på Værestedet, var der fuldt hus. Også Frederikshavn Kommune var repræsenteret ved borgmester Erik Sørensen. I sin tale roste borgmesteren Lyngså Borgerforening for at være initiativrig, og roste ikke mindst ildsjælene, bag foreningerne, for at være aktive mennesker, der skabte liv i landsbyen. Erik Sørensen havde medbragt en gave fra Frederikshavn kommune på 2500 kroner. Borgmesteren kommer igen til Lyngså sidst i september, for at deltage i et politisk møde. Når han nu havde denne gave med mente han, at Lyngsåboerne til den tid ikke ville være alt for hårde ved ham. I den store sal på Værestedet var Lokalhistorisk Forenings bidrag til jubilæet en udstilling om Lyngså i gamle dage. Her var udstillet en hel del, der aldrig har været udstillet før. De to lokalhistorikere Børge Trangeled og Ole Christensen havde venligst udlånt dele af deres private samlinger, som de besøgende studerede med stor opmærksomhed. På udstillingen kunne ses flere gamle malerier af huse og gårde fra Lyngså og omegn. Det var blandt andet kværnbiller Niels P. Nielsens mølle i Lyngså, fotograferet omkring 1950. Et flot gammelt billede af det daværende andelsmejeri ”Heimdal” fra 1908 og Lyngsågård fra 1923. Den flittige gårdmaler P. J . Pedersen, Dronninglund, der malede i perioden omkring 1920 - 1950, var repræsenteret med en del Lyngså-malerier. På udstillingen var også de sidste 7 eksemplarer af Lyngsåbog nummer to. Denne kunne købes for kr. 100, -. Formand for Lokalhistorisk Forening, Ole Christensen, siger. - Vi har kun disse syv eksemplarer tilbage. Herefter er det slut, for der bliver ikke lavet flere. Så det er med at slå til nu, hvis man vil sikre sig et eksemplar, sagde Ole Christensen. På selve udstillingen var Ole Christensen mere end travlt beskæftiget med at besvare de mange spørgsmål fra gæsterne, der ikke blot kom fra Lyngså, men også en del udefra. En del af udstillingen var også et diasshow, der kørte konstant med skiftende billeder fra Lyngså - nye som gamle af huse og gårde. På modsatte side af Aktivitetshuset Værestedet ligger den gamle gård ”Skræddergården”. I udhusene var der udstilling af gamle landbrugsredskaber og maskiner. Ikke nok med det, men de fastboende på gården var meget servicevenlige overfor de besøgende, der også fik lov til at kigge ind i de gamle hyggelige private stuer. Begge dage var der en sand pendlen, frem og tilbage, over Østkystvejen mellem de to udstillinger. Det amerikanske lotteri på Værestedet var en stor succes. Her var det Anne Grete og Olenius Justesen, der styrede løjerne. Allerede lørdag eftermiddag måtte parret melde alt udsolgt. Hertil siger Olenius Justesen. - Havde vi vidst det blev en sådan succes, havde vi selvfølgelig satset på noget mere.Vi mente helt bestemt at 22 serier måtte være nok, men det viste sig ikke at være tilfældet. Både firmaer og lokale har været rigtig flinke til at sponsere præmier til lotteriet, sagde Justesen. I Værestedets baghave var der opstillet en stor hoppepude til glæde for de besøgende børn. I baghaven kunne man også, under kyndig instruktion, få lov at prøve petanque-banerne. I den nordlige ende af byen ligger Lyngså Boldklubs baner og klubhus. I klubhuset kunne man få lov til at prøve maskinerne i helserummet. Lige øst for klubhuset er en tennisbane blevet færdig for ganske nylig. Banen er så ny, at den endnu ikke er indviet. På tennisbanen var der åbent hus og det var et populært indslag i jubilæet, ikke mindst blandt de unge. Det hele var ikke succes. Lidt malurt blev der drysset i bægeret. En stort anlagt jubilæumsfest, lørdag aften i Lyngså Boldklubs klubhus, med spisning og levende musik for foreningernes medlemmer, måtte aflyses på grund af svigtende tilmeldinger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...